17. MAJ 2019 • 05:30ERHVERV/POLITIK

V-bagland er positiv over for SV-regering: S er lunkent

Løkke har foreslået en eventuel SV-regering for at undgå den yderste højrefløj. Partiernes baglande er delte.

Der tegner sig opbakning fra Venstres bagland til statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) åbning for en eventuel SV-regering, hvis de borgerlige taber magten eller skal basere den på den yderste højrefløj.



I en rundspørge til Venstres 742 byråds- og regionsrådsmedlemmer er baglandet positivt stemt overfor en SV-regering, hvis der ikke kan dannes et borgerligt flertal.



163 har svaret Ritzau, og kun en håndfuld er meget uenige i den idé, mens resten hilser meldingen velkommen. Dermed er rundspørgen ikke repræsentativ, men den kan give en pejling på holdningen.

- Danmark har brug for en midterregering nu på grund af yderfløjene på begge sider. Der er brug for et konstruktivt samarbejde hen over midten for vores erhvervsliv og Danmark som helhed, siger Allan Skjøth, der har siddet i byrådet for Venstre i Tønder siden 2014.

Han er træt af blokpolitik og præsidentvalg og er ikke stødt på Venstre-medlemmer, som ikke kan bakke op om en SV-regering. Det er ikke afgørende, hvem der er statsminister.



Han peger på De Konservative eller De Radikale som støtteparti, fordi det er to partier, der rækker ud efter magten, modsat Dansk Folkeparti der ikke gik med i regering i 2015.

Samme holdning har Carsten Andersen (V), medlem af kommunalbestyrelsen i Holbæk.

- Hvis man kan udelukke fløjene, uanset om det er højre eller venstre og kan holde det i nærheden af de partier, der tager ansvar, er det en klar fordel set med mine øjne, siger han.

I en rundspørge til Socialdemokratiets medlemmer er holdningen mere delt. Ud af 920 medlemmer har 120 personer svaret.



35 personer er enig eller meget enig i, at en SV-regering er et godt alternativ til en ren rød eller blå regering. 73 personer er dog uenig eller meget uenig.

- Hvis alternativet er rent kaos, så mener jeg, at Venstre og Socialdemokratiet må træde i karakter og lave noget fælles, siger Jens Hedegaard (S), der har siddet i Frederikshavns byråd i 25 år.

Hans formand Mette Frederiksen mener, at der er for store forskelle til at kunne indgå i en SV-regering. Men det tager Jens Hedegaard med ophøjet ro.



- Det tager jeg som et udtryk for, at hun vil se resultatet af valget, før hun begynder at beslutte sig for sådan nogle ting her, siger han og peger på sin egen formand som statsminister for en eventuel SV-regering.



/ritzau/

SENESTE ERHVERV/POLITIK

MESTE LÆST ERHVERV/POLITIK (48 T)

15. OKT 2019 • 13:46

Hammershus lyser op i aften

15. OKT 2019 • 13:43 FOR ABONNENTER

Bryggeri kan være på vej mod ny flot anerkendelse

Mest læste

12. OKT 2019 • 17:58SPORT

RIK og NB Bornholm fik fuld gevinst

12. OKT 2019 • 15:19SPORT

Halloween blev fejret på travbanen

11. OKT 2019 • 20:02 FOR ABONNENTER

RIK skal tilbage på sejrssporet