17. MAJ 2019 • 04:49ERHVERV/POLITIK

Stram Kurs har fundet spidskandidat i Københavns Storkreds

Torsdag annoncerede Rasmus Paludans parti otte nye folketingskandidater, herunder spidskandidat i København.

Stram Kurs har annonceret otte nye kandidater, herunder partiets spidskandidat i Københavns Storkreds.



Det skriver partiet på sin facebookside.



Stram Kurs nye spidskandidat i Københavns Storkreds bliver Martin Skriver, der ifølge partiet er uddannet cand.mag.



De syv andre nye kandidater er Lemmy Lundquist, kandidat i Københavns Storkreds, Kim Jessen, kandidat i Københavns Omegns Storkreds, Dennis Kirkegaard, kandidat i Vestjyllands Storkreds, samt Anitta Nørgaard Johansen, René Paw Christensen og Thomas Schack, kandidater i Østjyllands Storkreds.

Danni Østergaard Fog Pedersen er kandidat i Nordjyllands Storkreds.

Dermed er partiet oppe på i alt 20 folketingskandidater inklusive partistifteren, Rasmus Paludan.

Partistifteren er selv spidskandidat i Sjællands Storkreds.

De øvrige spidskandidater er:

Uwe Max Jensen i Nordjyllands Storkreds, Gerhard Andersen i Bornholms Storkreds, Martin L. Christensen i Fyns Storkreds, Carsten Normann Munk i Sydjyllands Storkreds, Helmuth Nyborg i Østjyllands Storkreds og Iben Thranholm i Nordsjællands Storkreds.

Dermed mangler partiet fortsat at finde spidskandidater i Københavns Omegns Storkreds og i Vestjyllands Storkreds.

Stram Kurs har dog kandidaterne Henrik Westermann Søndergaard og Kim Jessen i Københavns Omegns Storkreds og Dennis Kirkegaard i Vestjyllands Storkreds.

Stram Kurs har tidligere haft opstillet Kim Holmgaard Madsen, men efter et døgn som kandidat meldte han sig ud af partiet.



Han mente, at det, han så fra partileder Rasmus Paludan i partilederdebatterne på DR1 og TV2, var useriøst.

- Jeg sad som så mange andre danskere og så partilederrunden. Jeg må bare sige, at jeg havde forventet, at det blev mere seriøst, når valget gik i gang. Det synes jeg også, at jeg havde hørt, at det skulle blive, sagde han dengang.

/ritzau/

SENESTE ERHVERV/POLITIK

MESTE LÆST ERHVERV/POLITIK (48 T)

Mest læste