21. MAR 2019 • 23:37ERHVERV/POLITIK

DF-profil kritiserer dansk EU-dækning i bog til 240.000 hjem

Anders Vistisen (DF) langer ud efter danske medier i debatbog, der husstandsomdeles til 240.000 danske hjem.

De danske medier, journalister og eksperter bedrager og fordrejer, når det drejer sig om EU.



Sådan lyder beskyldningerne fra Dansk Folkepartis gruppeformand i EU-Parlamentet, Anders Vistisen, i en debatbog. Den bliver om godt en uge husstandsomdelt til 240.000 danske hjem.



Det skriver Berlingske.

Debatbogen med titlen "Det store EU-bedrag - mediernes fortielser og fordrejninger" er finansieret af EU-midler og dermed skattekroner. Den kommer cirka to måneder før valget til Europa-Parlamentet.

I bogen benytter Anders Vistisen øgenavne, mens han kritiserer flere navngivne journalister, hvis "begejstring for projektet og aversion mod EU-skeptikere ofte skinner igennem i avisspalterne og på tv-skærmene".

Derudover bliver en række af de danske EU-eksperter i bogen kritiseret for at være "ultra pro-europæere".



Til Berlingske siger Anders Vistisen, at idéen til bogen bygger på en opfattelse af, at medierne ikke dækker EU med kritisk distance til magthaverne.

- Jeg syntes, der var for meget indspisthed, og det var en følelse, jeg blev mere og mere frustreret over, siger han til Berlingske.



Bogen bliver husstandsomdelt til 240.000 danske hjem i samtlige storkredse. Flest bliver omdelt i områder som Syd- og Midtjylland samt Vestsjælland og Lolland-Falster, hvor Dansk Folkeparti står stærkt.

Flere professorer afviser i Berlingske, at Vistisen har hold i, at medierne overvejende er pro-EU.

- Hvis man havde lyst til at lave den modsatte historie - at medierne var imod EU - kunne man også sagtens finde eksempler på det, siger professor i journalistik og medieforsker ved Roskilde Universitet Mark Ørsten til Berlingske.



Ørsten har skrevet en ph.d.-afhandling om dansk EU-journalistik.



Midlerne til bogen kommer ifølge Vistisen fra den gruppe i parlamentet, som Dansk Folkeparti er medlem af. Og det er en gråzone, vurderer Wouter Wolfs, der forsker i EU og støtte til politikere ved Leuven Universitet i Belgien.



- Det er formentlig noget, som vil blive undersøgt nærmere i Europa-Parlamentet, siger Wouter Wolfs til Berlingske.



/ritzau/

SENESTE ERHVERV/POLITIK

MESTE LÆST ERHVERV/POLITIK (48 T)

Mest læste

18. APR 2019 • 23:35SPORT

Nyt stadionnavn til høring

18. APR 2019 • 17:29SPORT

NB Bornholm tabte i Hellerup

18. APR 2019 • 16:16SPORT

Rønne fB sejrede skærtorsdag