19. MAR 2019 • 19:01ERHVERV/POLITIK

Minister klar til at skærpe kontrol med EU-borgeres dagpenge

Beskæftigelsesminister er utilfreds med ny aftale om dagpenge til EU-borgere og er klar til at skærpe kontrol.

Hvis der er misbrug, er beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) klar til at skærpe kontrollen, når EU-borgere fremover hurtigere kan få dagpenge.

Sådan lyder meldingen, efter at EU-Kommissionen, EU-Parlamentet og medlemslandene er blevet enige om, at man efter en måneds arbejde i et andet EU-land har ret til dagpenge. Det har Danmark længe kæmpet imod.

- Det gør mig ked af det, for jeg synes, det er et angreb på den danske velfærdsmodel, siger beskæftigelsesministeren.



I Danmark siger reglerne tre måneder, men det står altså til at blive ændret nu. Det bekymrer ministeren.



- Det er jo afgørende, at der ikke er nogen, der kommer til at spekulere i, hvordan man kan få adgang til det danske velfærdssystem og derved få velfærdsydelser uden at have bidraget, siger Troels Lund Poulsen.



Ifølge ham er der ikke mange EU-borgere, som i dag bruger mulighederne for at sammenlægge a-kasseperioder i hjemlandet til at få dagpenge i Danmark.

Men det ændrer ikke på, at ministeren vil følge udviklingen tæt og vil være klar til at skærpe kontrollen, hvis der er mistanke om misbrug.



- Jeg kommer blandt andet til at sikre, at landets kommuner sætter skarpere fokus på, at dagpengemodtagere står til rådighed for det danske arbejdsmarkedet og ikke mindst for andre EU-lande, siger han.



En EU-medlemsstat kan bruge retten til at gøre indsigelse, hvis landet mener, at dets velfærdssystem bliver uforholdsmæssigt hårdt belastet af EU-lovgivning.

Dog er det ikke en ret, som Troels Lund Poulsen vil gøre brug af.



- Det (retten til indsigelsen, red.) havde krævet, at det havde været et større og langt mere dybt økonomisk angreb på det danske velfærdssamfund, siger ministeren.



Han vurderer, at den nye forordning potentielt vil blive en bekostning på 150-200 millioner kroner om året.



Til sammenligning fortæller ministeren, at man årligt bruger 700-800 milliarder kroner på landets velfærdsydelser.



Med den nye aftale vil man desuden kunne tage sine dagpenge med ud af landet i seks måneder.



Aftalen skal formelt godkendes af både EU-Parlamentet og medlemslandene.



/ritzau/

SENESTE ERHVERV/POLITIK

MESTE LÆST ERHVERV/POLITIK (48 T)

Mest læste

18. APR 2019 • 23:35SPORT

Nyt stadionnavn til høring

18. APR 2019 • 17:29SPORT

NB Bornholm tabte i Hellerup

18. APR 2019 • 16:16SPORT

Rønne fB sejrede skærtorsdag