12. FEB 2019 • 10:58ERHVERV/POLITIK

S vil fyre bestyrelsen i Finanstilsynet og indsætte en ny

Socialdemokratiet vil genskabe tilliden til Finanstilsynet med en ny bestyrelse og regler om karensperioder.

Bestyrelsen i Finanstilsynet bør skiftes ud, og der skal indføres nye regler, der forhindrer jobskift fra toppen af den finansielle sektor direkte over i Finanstilsynet og omvendt.

Det skal være en del af forhandlingerne om en skærpelse af bekæmpelsen af økonomisk kriminalitet i den finansielle sektor, foreslår Socialdemokratiet ifølge erhvervsudvalgets formand, Morten Bødskov.



- Der er behov for et kursskifte, når det gælder bestyrelsen i Finanstilsynet, siger han.

- Derfor foreslår Socialdemokratiet, at vi som følge af den aftale, vi forhåbentlig laver inden så længe om bekæmpelse af hvidvask og økonomisk kriminalitet i den finansielle sektor, også får en ny bestyrelse for Finanstilsynet.

Reglerne for, hvem der skal kunne sidde i Finanstilsynets bestyrelse, er et af tre forslag til ændringer i reglerne for tilsynet med den finansielle sektor.

Den nuværende bestyrelse skal skiftes ud, og fremover skal der indføres karensperioder både på vej ind og ud af tilsynets bestyrelse, foreslås det.



Og hvis man vil besætte en af topposterne i bestyrelsen, må man ikke have arbejdet i en bestyrelse eller direktion i den finansielle sektor fem år forinden.

De øvrige bestyrelsesposter skal desuden have en kortere karensperiode.

Når "nøglepersoner" i tilsynet forlader det igen, skal der ligeledes indføres en karensperiode med inspiration fra de konkurrenceklausuler, der er i kontrakter i den private sektor, forklarer Morten Bødskov.

Det vil betyde, at der skal gå "et kortere stykke tid", inden man kan arbejde i den finansielle sektor, hvis man har siddet i Finanstilsynets bestyrelse.

I november opfordrede Morten Bødskov bestyrelsesformanden i Finanstilsynet, David Lando, til at "gøre op med sig selv", om han burde fortsætte.



Spørgsmål: Hvad har ændret sig siden november?

- Vi har fået en rapport fra Finanstilsynet om deres håndtering af Danske Banks hvidvask-skandale. Jeg forstår ikke, at regeringen ikke allerede nu har meldt ud, at som følge af den rapport er der behov for en ny sammensætning af bestyrelsen, siger Morten Bødskov.



I 2012 og 2013 kontaktede det estiske finanstilsyn sine danske kolleger om mulig hvidvask i Danske Bank.



Banken forsikrede det danske tilsyn om, at alt var i skønneste orden. Det tog Finanstilsynet for gode varer, og ifølge sin rapport om håndteringen var det ikke muligt at gøre andet.



/ritzau/

SENESTE ERHVERV/POLITIK

MESTE LÆST ERHVERV/POLITIK (48 T)

23. MAJ 2019 • 17:55 FOR ABONNENTER

Brugsen kom ud med sit første underskud i mange år

23. MAJ 2019 • 16:31 FOR ABONNENTER

Kirstens yngste søn blev væk på papiret

Mest læste