6. DEC 2018 • 10:17ERHVERV/POLITIK

Støjberg holder liv i plan om dansk-østrigsk udrejsecenter

Med et udrejsecenter vil regeringen og Inger Støjberg fjerne incitamentet til at søge mod Europa.

Et dansk-østrigsk parløb om at finde en vej ud af asylkrisen i EU har levet et stille liv, siden en plan blev præsenteret for to måneder siden i Wien.



Men den danske udlændinge- og integrationsminister er fortsat i dialog med lande om planen, hvis svære og centrale punkt er et udrejsecenter uden for EU.



- Vi har stadig drøftelser med interesserede lande, siger Inger Støjberg før et ministermøde i Bruxelles torsdag.

Hun ønsker ikke at komme det nærmere, men håber, at der er perspektiver i det. For "jeg mener jo, at det er en rigtig god løsning på de store udfordringer, der er".



ldéen om et "fremtidssikret asylsystem" er også indskrevet i den seneste finanslov.



Heri hedder det, at regeringen og Dansk Folkeparti ønsker at reducere de incitamenter, der får økonomiske migranter uden beskyttelsesbehov til at søge mod Europa.



- Etableringen af et udrejsecenter vil gøre det muligt at overføre visse afviste asylansøgere fra Danmark til et land uden for EU, i de tilfælde hvor det ikke er muligt at udsende dem til deres hjemlande, står der i finansloven.



På torsdagens møde skal Støjberg sammen med sine kolleger i de øvrige EU-lande drøfte en reform af EUs fælles asylregler.



Især det helt centrale spørgsmål om Dublin-forordningen, der bestemmer, at en asylansøgning skal behandles i det land, hvor asylansøgeren først blev registreret, har vist sig svært at nå til enighed om.



- Jeg vil sige det sådan, at vi får i hvert fald ikke løst problemerne i dag. Så meget kan jeg sige, siger Støjberg før mødet.



Håbet har været, at EU-landene kunne blive enige om en holdning, så man kan nå at reformere systemet, der brød sammen under flygtninge- migrantkrisen i 2015, inden der er skiftedag i både EU-Parlamentet og EU-Kommissionen til næste år.



Men Støjberg og kollegerne kommer ifølge det østrigske EU-formandskab næppe i mål, så stats- og regeringscheferne kan blive enige om nye fælles asylregler på et topmøde i næste uge.

De lande, der modtager migranter ved deres kyster, kræver en solidarisk omfordeling, hvilket flere andre lande stejlt afviser.



/ritzau/

SENESTE ERHVERV/POLITIK

MESTE LÆST ERHVERV/POLITIK (48 T)

Mest læste