4. DEC 2018 • 17:06ERHVERV/POLITIK

OVERBLIK: En udlænding på Lindholm koster 1,8 millioner kroner

Et center for udviste kriminelle udlændinge vil minimum koste 1,8 million kroner per person i 2022.

Fremover skal udlændinge på tålt ophold, nogle kriminelle afviste asylansøgere og kriminelle udviste udlændinge sendes til øen Lindholm i Stege Bugt.

Det fremgår af finansloven, som regeringen og Dansk Folkeparti indgik fredag.



Udrejsecenteret er efter planen klar til nye beboere i år 2021.



Læs mere her:

* Lindholm er syv hektar stor og hører under Vordingborg Kommune. Øen blev i 1925 købt af den danske stat. Øen bruges i dag som testcenter for vacciner mod blandt andet mund- og klovsyge.

* Der er afsat 759 millioner kroner de næste fire år til at etablere det nye udrejsecenter for op til 125 udlændinge på øen.

* Af de 759 millioner kroner skal 210 millioner bruges på etablering i år 2020. De går til etablering af bygninger samt forsyning og infrastruktur. De øvrige udgifter går til driften.

* En udlænding på Lindholm koster 1,8 millioner kroner, mens den gennemsnitlige udgift på Kærshovedgård er 250.000 kroner ifølge dagbladet Information. Tallene er dog ikke direkte sammenlignelige med tallene for Lindholm, blandt andet fordi der på Kærshovedgård er placeret andre udlændinge end de, der skal anbringes på Lindholm.



* Det er uvist, hvad det vil koste at rengøre øen. Det har dog været planlagt længe før finansloven og tages fra budgettet for Danmarks Tekniske Universitet, der opererer på øen.



* Udlændingeminister Inger Støjberg (V) har sagt, at færgerne til og fra øen skal afgå så sjældent som muligt, og at billetpriserne skal være så høje som mulige.



* Personerne på øen får typisk udbetalt omkring 31 kroner om dagen, hvis de overholder en række regler, desuden bliver de bespist.



Kilder: Finansministeriet, Information.



/ritzau/

SENESTE ERHVERV/POLITIK

MESTE LÆST ERHVERV/POLITIK (48 T)

Mest læste