4. DEC 2018 • 12:56ERHVERV/POLITIK

Nationalbanken: Pas på med gamle estimater i vismandsrapport

Ifølge vismændene øger lavere skat incitamentet for at arbejde. Men Nationalbanken advarer mod beregningerne.

Det Økonomiske Råd har tirsdag fremlagt sin halvårlige prognose for dansk økonomi.

I rapporten regnes der på arbejdsudbudseffekten som følge af ændringer i personskatterne.

En af konklusionerne i prognosen er, at danskerne kan få lyst til at arbejde mere, når man sænker skatten i toppen.

Men Nationalbanken bemærker i en pressemeddelelse, at estimaterne er så usikre, at man bør få dem opdateret.



- De hidtidige estimater er af ældre dato, og det er relevant at få beregningerne opdateret, lyder det i pressemeddelelsen.

Det Økonomiske Råd - også kaldet vismændene - skriver også i deres prognose, at der er stor usikkerhed forbundet med beregningerne.

- Det understreger, at man skal være påpasselig med på forhånd at indregne sådan effekter som finansieringselementer i skattereformer. De kan indregnes, når og hvis de har materialiseret sig, skriver Nationalbanken.

Et andet kapitel i vismandsrapporten handler om, at manglen på arbejdskraft kan stige i fremtiden.

Det kan derfor på sigt blive nødvendigt for regeringen at stramme finanspolitikken, så økonomien ikke bliver overophedet.

Hos interesseorganisationen Dansk Erhverv håber man, at politikerne nu vil udvise rettidig omhu.

- Det ville være klogt at se på reformer nu, for også her er det så at sige bedre at forebygge end at helbrede, siger direktør Brian Mikkelsen i en pressemeddelelse.



- Vi kan spare danske virksomheder og det danske samfund for meget, hvis vi letter presset på arbejdsmarkedet, før det for alvor strammer til.

/ritzau/

SENESTE ERHVERV/POLITIK

MESTE LÆST ERHVERV/POLITIK (48 T)

Mest læste