17. NOV 2018 • 21:30ERHVERV/POLITIK

Nye Borgerlige lover donorer ikkeeksisterende fradrag

Nye Borgerliges erhvervsklub siger fejlagtigt, at donationer kan trækkes fra. Det skriver Politiken.

Partiet Nye Borgerlige er på pengejagt og søger sponsorer via erhvervsklubben "Frihed & Velstand". Klubben skriver, at pengene kan trækkes fra, men det kan de ikke.

Det skriver Politiken, der har fået oplyst at postulaterne om fradrag nu vil blive fjernet.

- Nye Borgerlige har ikke ret i, at der er fradragsret for kontingenter til foreningen. Det er vildledende at skrive det på denne måde, siger lektor og skatteretsekspert Jane Ferniss fra Syddansk Universitet til Politiken.

Ifølge avisen har Nye Borgerlige søgt sponsorer blandt virksomheder, der ville donere 15.000 kroner til partiets erhvervsklub "Frihed & Velstand". Partiet har samtidig rådgivet mulige sponsorer om, at de kunne trække støtten fra i skat.

- Sagen er ret klar. Det er efter min bedste vurdering ikke fradragsberettiget for virksomhederne, uanset om beløbet er givet til foreningen eller direkte til partiet, siger skatteretsadvokat Tommy V. Christiansen til Politiken.



Over for avisen beskriver formand for "Frihed & Velstand" Lars Kaaber, der også er partiets pressechef, at klubben er at sammenligne med interesseorganisationer som Dansk Industri.

Han siger yderligere til avisen, at han efter at have snakket med flere revisorer nu vil ændre anbefalingerne om, at man kan trække støtten fra i skat.

Lørdag aften fremgår det stadig på Nye Borgerliges hjemmeside, at prisen for medlemskab af erhvervsklubben for virksomheder på 15.000 kroner er fradragsberettiget.

- Din virksomhed kan også blive medlem af Nye Borgerliges erhvervsklub: Frihed og Velstand.

- Det koster 15.000 kroner om året for virksomheder (fradragsberettiget) og 8.500 kroner for personligt medlemskab (ikke fradragsberettiget), står der.



Idéen med erhvervsklubber er relativt ny i dansk politik. Blandt andet har Venstre "Den Liberale Erhvervsforening" og "Den Liberale Erhvervsklub", der er hver er noteret for bidrag til partiet på over 20.000 kroner i partiets seneste regnskab.

Samlet havde Venstre indtægter fra "frivillige bidrag" på 5,2 millioner kroner i 2017.



/ritzau/

SENESTE ERHVERV/POLITIK

MESTE LÆST ERHVERV/POLITIK (48 T)

Mest læste

15. DEC 2018 • 12:02 FOR ABONNENTER

Tre på stribe til Cort