20. OKT 2018 • 22:07ERHVERV/POLITIK

Skolers udgifter til tolke er steget markant

Regeringen, DF og LA overvejer brugerbetaling på tolke på skoleområdet. Det rammer elever, advarer skoler.

Flere af landets største kommuner har de seneste år brugt flere penge på tolkebistand på skoler.



Men inden længe kan det være slut. Regeringen undersøger i øjeblikket muligheden for at indføre brugerbetaling, skriver Jyllands-Posten.



I otte af landets største kommuner steg udgifterne til tolkebistand på skoleområdet sidste år til 4,05 millioner kroner.



Det er en stigning på næsten 50 procent siden 2014. Det er sket, i takt med at der er kommet flere flygtningebørn.



Står det til Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, skal regningen i fremtiden sendes til forældrene.

- Hvis folk ikke har lært det danske sprog inden for en bestemt periode, så må de selv betale det, det koster, siger Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen, til Jyllands-Posten.

- Så kan det offentlige rekvirere tolkningen, og så kan regningen blive sendt til de personer, der har haft brug for tolkningen. Sådan mener vi, det bør være, siger han.



Et politisk flertal i Folketinget besluttede sidste år at indføre brugergebyr på tolkning på sundhedsområdet for personer, der har været i Danmark i tre år.

Regeringen er villig til at udvide brugerbetaling til andre områder i det omfang, hvor det giver mening. I øjeblikket er regeringen ved at undersøge, hvor det vil kunne lade sig gøre.



Flere skoleledere siger til Jyllands-Posten, at børnene risikerer at blive taberne, hvis der bliver indført brugergebyr, hvis forældrene enten ikke forstår beskederne eller helt bliver væk fra møder, hvis der ikke er tolke til stede.



I Aarhus advarer rådmand for Børn og Unge Thomas Medom (SF) mod, at regningen kan ende med at blive endnu højere, hvis der bliver indført brugerbetaling.



- Havde vi ikke brugt pengene på det her, kunne det hurtigt blive dyrere. Der skal kun være ét barn, der ikke lykkes i livet, før udgifterne er meget større end de samlede udgifter på tolke over en hel byrådsperiode, siger han til Jyllands-Posten.



Det er uvist, hvornår regeringens undersøgelse er klar.



/ritzau/

SENESTE ERHVERV/POLITIK

MESTE LÆST ERHVERV/POLITIK (48 T)

15. NOV 2018 • 06:46 FOR ABONNENTER

Penge til nye døre og vinduer i Aarsdale

Mest læste