10. OKT 2018 • 11:38ERHVERV/POLITIK

Ingeniørforening om logning: Pape trækker tiden ud

For to år siden kom en klar dom fra EU-Domstolen om logning, som regeringen endnu ikke har efterlevet.

Alt for længe har regeringen ventet med at efterleve en klar dom fra EU-Domstolen om registrering af telekunders oplysninger.

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) er træt af at vente på anbefalinger fra EU-Kommissionen og vil selv sætte et lovforslag i værk.

Men det er Ingeniørforeningen langt fra tilfreds med.

Jørn Guldberg, der arbejder med it-sikkerhed, mener, at regeringen trækker tiden ud. I stedet burde regeringen efterleve EU-Domstolens to år gamle budskab.



- Derfor undrer det mig, at regeringen nu igen vil revidere reglerne på egen hånd. Hvis regeringen vil forsøge sig med omfattende logning, der også omfatter danskernes færden på nettet, er det et skråplan, siger han i en skriftlig kommentar.

Som reglerne er nu, skal de danske teleudbydere registrere alle deres brugeres aktiviteter. Det sker, på trods af at EU-Domstolen kom frem til, at lignende regler i Sverige og England er i strid med borgernes ret til at værne om deres privatliv.

Jørn Guldberg understreger, at EU-dommen gælder masseovervågning. Derfor er der ikke noget i vejen for, at myndighederne kan lave målrettet logning, hvis man finder det nødvendigt.

- Derfor kan politiet fortsat overvåge mistænkelige grupperinger, hvis de sikrer sig en retskendelse først, hvilket jeg ikke kan forestille mig, at de vil have svært ved, hvis der foreligger en begrundet mistanke.

- Det behøver ikke ramme den almindelige danskers privatliv, siger han.

Der blev hentet teleoplysninger over 4000 gange sidste år. Det viser et folketingssvar fra juni.

Hvis regeringen kommer igennem med sine ønsker, er det et stort projekt, mener Ingeniørforeningen.



- Det er vanvittig mange data, som skal registreres. Helt uforståelig mange, siger Jørn Guldberg.

/ritzau/

SENESTE ERHVERV/POLITIK

MESTE LÆST ERHVERV/POLITIK (48 T)

8. DEC 2018 • 13:09 FOR ABONNENTER

Allinge Byggemarked lægger jord til grusvej

8. DEC 2018 • 09:47 FOR ABONNENTER

Konference skal sætte fokus på børne- og ungekultur

Mest læste