24. SEP 2018 • 23:39ERHVERV/POLITIK

Regeringspartner om kampagne: Venstre taler med to tunger

Liberal Alliances Joachim B. Olsen mener, at Venstre taler med to tunger i sin landsdækkende kampagne.

I en ny landsdækkende reklamekampagne fremhæver Venstre, at der siden 2001 er tilført 75 milliarder kroner mere til velfærden.

Kampagnen møder kritik fra flere kanter. Blandt andet fra regeringspartneren Liberal Alliance, skriver Berlingske tirsdag.

Ifølge Liberal Alliances finansordfører, Joachim B. Olsen, taler Venstre "med to tunger".

- Der er desværre en meget stor skyggeside af de 75 milliarder kroner, som Venstre praler med.



- Nemlig at man overskred demokratisk vedtagne budgetter og brugte flere penge end aftalt, hvilket var med til at overophede dansk økonomi, så vi blev ramt ekstra hårdt af krisen, siger Joachim B. Olsen til Berlingske.

Kritikken går primært på, at en væsentlig del af de 75 milliarder kroner ikke stammer fra politiske initiativer, men store budgetoverskridelser i den offentlige sektor gennem 00erne.

Det bidrog til overophedningen i dansk økonomi ifølge Rangvid-udvalget og forværrede landets situation i finanskrisen. Ifølge den liberale tænketank Cepos løb budgetskreddet dengang op i 30 milliarder kroner.



- Det overforbrug er ikke noget at være stolt af som borgerligt-liberalt parti, siger Joachim B. Olsen.

- Man kan ikke sige begge ting på samme tid. Venstre er selv skyld i, at man gør sig sårbar over for anklager om hykleri. Man taler med to tunger, og det er ikke kønt.

Kristian Jensen, der er finansminister og næstformand i Venstre, kalder kritikken for "noget vrøvl".

- Det er rigtigt, at det her var en overskridelse dengang, og at det var meget alvorligt, siger finansministeren til Berlingske.



- Men fordi vi har gjort de ting, som vi har gjort, kan det i dag rummes på en holdbar måde, som er finansieret, og som er afbalanceret i forhold til de konjunkturer, der er. Det var økonomien desværre ikke i 00erne, men det er den nu.



/ritzau/

SENESTE ERHVERV/POLITIK

MESTE LÆST ERHVERV/POLITIK (48 T)

Mest læste