24. SEP 2018 • 22:15ERHVERV/POLITIK

Minister om verdensmål: Global andenplads forpligter Danmark

Et mere bæredygtigt forbrug og indsatsen for havene er nogle af Danmarks store udfordringer, mener minister.

Igen indtager Danmark en global andenplads i forhold til at implementere FNs verdensmål.



Det viser en opgørelse, der måler, hvor langt verdens lande er nået med at indfri de 17 vidtløftige mål, der blandt andet går ud på at fjerne fattigdom og sult samt sikre bæredygtig økonomisk vækst.

Finansminister Kristian Jensen (V) erklærer sig stolt, men understreger, at arbejdet ikke er slut.



- Jeg er både glad og ydmyg, for det er også en forpligtelse - en forpligtelse til at blive ved med at ligge helt deroppe blandt verdens allerbedste lande, siger han.

Selv om Danmark har en høj placering, bedømmes vores indfrielse af flere mål som utilstrækkelig.

Det gælder blandt andet i forhold til bæredygtig økonomisk udvikling og klima.

- Vores udfordring i Danmark er, at vores forbrug ikke er bæredygtigt. Det bliver vi nødt til at gøre noget ved, siger finansministeren, der dog peger på flere indsatser.



- Det er ikke godt nok, og derfor er regeringen i efteråret kommet med et udspil om cirkulær økonomi. Og i forhold til "climate action" er det sådan, at vi lige inden sommerferien lavede et bredt energiforlig, siger han.

De 17 verdensmål blev vedtaget 25. september 2015 af stats- og regeringsledere i FN. De trådte i kraft 1. januar 2016 og gælder frem mod 2030.



Rapporten viser, at mange lande er langt fra at opfylde verdensmålene, og ikke et land vurderes i rapporten til at være på vej til at opfylde alle mål inden 2030.

Spørgsmål: Er det her et udtryk for, at Danmark klarer det godt, eller skyldes vores gode placering, at det faktisk går ret dårligt med at nå verdensmålene verden over?



- Det er et udtryk for, at vi klarer det godt. Men det er da rigtigt, at der er også en række lande, der halter bagefter. Det er en af grundene til, at Danmark har taget et initiativ, "P4G - Partnering for Green Growth and the Global Goals", der samler en række lande om at udvikle konkrete initiativer, siger Kristian Jensen.



Spørgsmål: Hvad kan man bruge sådan en bred opgørelse som indfrielsen af verdensmålene til?



- Vi kan bruge det både til at være et mønstereksempel de steder, hvor vi gør det rigtig godt, men også som en påmindelse til at gøre det bedre selv, siger finansministeren.



- Det gælder blandt andet målet om "livet i havet", som er et område, hvor Danmark ikke har gjort nok. Der bliver vi nødt til at gøre det bedre i forhold til bæredygtigt fiskeri og plast i verdenshavene.



Kun Sverige ligger over Danmark i opgørelsen.



Den blev offentliggjort af den tyske fond Bertelsmann Stiftung sammen med Sustainable Solutions Development Network i juli.

FNs 73. generalforsamling finder sted i denne uge i New York.

/ritzau/

SENESTE ERHVERV/POLITIK

MESTE LÆST ERHVERV/POLITIK (48 T)

Mest læste