19. SEP 2018 • 23:54ERHVERV/POLITIK

Løkke: Danske Bank-sagen er ganske rædselsfuld

Den samlede strøm af penge gennem den estiske filial i perioden 2007-2015 udgjorde 200 milliarder euro.

Det er ganske rædselsfuldt, at Danske Banks estiske afdeling er blevet benyttet til at hvidvaske mange milliarder kroner, uden at banken har reageret på det.



Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) hæfter sig i Salzburg før et uofficielt EU-topmøde ved, at sagen ikke slutter nu, men efterforskes af danske og estiske myndigheder.

- Jeg tager skarp afstand fra hvidvask. At Danmark har været omdrejningspunkt for hvidvask i det her omfang, det er for at sige det lige ud, ganske rædselsfuldt, siger Løkke ved ankomsten.



Den norske topchef Thomas Borgen har meldt sin afsked med banken, der fremlagde sin egen undersøgelse onsdag formiddag.

Allerede i 2007 blev Danske Bank advaret om lyssky kunder, der brugte bankens estiske filial til skattesnyd og hvidvask. Men banken reagerede ikke på advarslerne, og desuden blev der givet forkert information til myndighederne.

Den samlede strøm af penge gennem den estiske filial i perioden 2007-2015 udgjorde 200 milliarder euro, svarende til knap 1500 milliarder kroner.

Undersøgelsen har ikke kunnet fastslå, hvor stor en del af beløbet der er "mistænkeligt". Men det er formentligt "en meget stor del".

- Jeg er da chokeret. De tal, der kommer frem i dag, er af astronomisk størrelsesorden. Og det er selvfølgelig dybt skuffende, at et pengeinstitut, som jeg betragter som en vigtig spiller i Danmark, har ladet sig engagere i den form for aktivitet.

- Det kan man kun tage den skarpeste afstand fra. Derfor er det også godt, at man er i gang med at rydde op og rydde ud. Men sagen slutter ikke med det, siger Løkke.

Op mod 6200 udenlandske kunder har i perioden 2007 til 2015 foretaget mistænkelige overførsler.

Aktien er faldet med 3,4 procent, og banken mister dermed 5,2 milliarder kroner i værdi.



/ritzau/

SENESTE ERHVERV/POLITIK

MESTE LÆST ERHVERV/POLITIK (48 T)

Mest læste