18. SEP 2018 • 17:36ERHVERV/POLITIK

Medieekspert: Spareplan giver DR form som for 15-20 år siden

DR har tirsdag præsenteret en spareplan, som betyder, at flere tv- og radiokanaler lukker.

Den spareplan, som DR tirsdag har annonceret, kommer til at give public service-institutionen en struktur som for 15-20 år siden.

Det fortæller medieekspert Lasse Jensen, der blandt andet skriver om medier i Dagbladet Information.



- Vi kommer til at se og høre et DR, der minder meget om DR, som det så ud for 15-20 år siden.

- DR vender tilbage til en udsendelsesvirksomhed, som det havde, inden man begyndte at udvide med flere kanaler, siger han.

I 90erne havde DR to tv-kanaler: DR1 og DR2. Siden er flere kanaler blevet tilføjet, senest DR3 i 2013, og der er i dag seks kanaler.

Som en del af en ny spareplan bliver antallet nu skåret ned til tre. Planen vil betyde, at DR vil producere mindre indhold, fortæller Lasse Jensen:

- Det vil helt klart kunne mærkes. Specielt af dem, der bliver fyret, men også af lyttere og seere, for der en masse tilbud, de ikke længere vil kunne få.

DR3 og DR Ultra lukkes som kanaler på flow-tv og gøres til digitale universer, mens DR K og DR2 samles under et nyt DR2. Det betyder, at kun DR1, DR2 og børnekanalen DR Ramasjang beholdes.



Spareplanen er en konsekvens af det seneste medieforlig, hvor DR blev pålagt at spare 20 procent på budgettet.

Af spareplanen fremgår det ligeledes, at der sættes rammer for DRs produktion af netartikler.



Det hilser interesseorganisationen Danske Medier, der repræsenterer de privatejede medier, velkommen, men ifølge Lasse Jensen kommer det ikke til at betyde det store for de øvrige medier:

- Jeg har svært ved at se, at det kan få hverken positiv eller negativ effekt. De store problemer for de øvrige danske medier skyldes udenlandske techgiganter, siger han.

- Det er der af gode grunde ikke noget om i public service-kontrakten. Den største trussel mod dansk journalistik og danske medier har politikerne ikke adresseret.

/ritzau/

SENESTE ERHVERV/POLITIK

MESTE LÆST ERHVERV/POLITIK (48 T)

Mest læste