21. AUG 2018 • 20:27ERHVERV/POLITIK

Rigsrevisionen tager forbehold for Skats regnskab

Rigsrevisionen tager forbehold for Skats regnskab for 2017. Det rummer usikkerhed og fejl, skriver Berlingske.

Rigsrevisionen tager for første gang forbehold for hele Skats regnskab i det samlede statsregnskab.



Det skriver Berlingske.

Fredag fremlagde Skattestyrelsen Skats regnskab for 2017. Regnskabet rummer usikkerhed og huller. Det sker efter års kritik fra Rigsrevisionen og Statsrevisorerne for rod i regnskabet og manglende gældsinddrivelse.

Regnskabet indeholder så mange usikkerheder om milliardbeløb og regnskabsførelsen, at Rigsrevisionen ikke kan sige god for rigtigheden i regnskabet, der også kaldes paragraf 38.



- Rigsrevisionen tager forbehold for, om statsregnskabets paragraf 38 skatter og afgifter er rigtigt, står der ifølge flere kilder i Rigsrevisionens rapport, som offentliggøres onsdag, skriver Berlingske.



Statsrevisorernes formand, Peder Larsen (SF), vil ikke udtale sig før onsdagens møde.



Skats indtægter er over halvdelen af statens indtægter. Rigsrevisionen kritiserede regnskabet i 2017. Statsrevisorerne skrev, at "det kun via efterfølgende afstemninger er lykkedes at undgå forbehold for regnskabets rigtighed".

Ifølge Berlingskes oplysninger udtaler Statsrevisorerne i et udkast den skarpeste kritik af Skats regnskab.

- I forhold til selve regnskabsaflæggelsen er der formentlig tale om det alvorligste tilfælde i nyere tidsregning omkring en offentlig enhed, siger en central kilde med kendskab til sagen.



Skattestyrelsen tager selv forbehold for "regnskabets rigtighed på en række områder".

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) venter, at den nye skatteforvaltning snarest kan fremlægge regnskaber uden forbehold.

- Jeg skal være den første til at sætte en tyk streg under, at der skal være styr på skatteforvaltningens regnskaber. Kritikken er dog ikke ny og handler om regnskabs- og afstemningsteknik – og altså ikke tab af indtægter eller svindel, siger Karsten Lauritzen til Berlingske.



/ritzau/

SENESTE ERHVERV/POLITIK

MESTE LÆST ERHVERV/POLITIK (48 T)

Mest læste

18. SEP 2018 • 08:12SPORT

Cort bekræfter afbud: Jeg er træt

17. SEP 2018 • 19:11SPORT

Magnus Cort sagde selv fra til VM

17. SEP 2018 • 14:43SPORT

Historisk afbud straffes hårdt

15. SEP 2018 • 18:06SPORT

NB Bornholm skuffede mod KFUM

15. SEP 2018 • 17:39SPORT

En af de gode dage i Rønne