18. AUG 2018 • 06:00ERHVERV/POLITIK

Løkke åbner for hjemsendelser af flygtninge

Regeringen er igen klar til at forhandle med Dansk Folkeparti om et "paradigmeskifte" i udlændingepolitikken.

- Hvis man kommer til Danmark for at få midlertidig beskyttelse, så skal perspektivet også være, at man rejser hjem igen, når krigen er slut.

Sådan lyder det fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V). I forbindelse med Venstres sommergruppemøde åbner han for at øge hjemsendelser af personer med midlertidig beskyttelse i Danmark.

Dermed gør Løkke klar til at genoptage forhandlingerne om et "paradigmeskifte" i udlændingepolitikken med Dansk Folkeparti.



Regeringen og støttepartiet var allerede kommet et stykke i forhandlingerne i forbindelse med skatteopgøret i december sidste år. Ifølge Dansk Folkeparti ligger der derfor aftaleudkast klar, som hurtigt kan omsættes til en aftale.



I praksis har det dog ofte vist sig svært at sende personer hjem, fordi det enten vil være i konflikt med internationale konventioner - eller fordi Danmark mangler hjemsendelsesaftaler med konkrete lande.



Løkke tror dog, at det vil lykkes at ændre fokus fra integration til hjemsendelse for personer, som har midlertidigt ophold i Danmark:



- Vi arbejder ret målrettet og nogle gange også i det stille på at sikre, at det rent faktisk er sådan, at folk, der ikke har et opholdsgrundlag i Danmark, kan rejse hjem igen, siger Løkke og tilføjer:



- Uanset, at det er svært at sende folk hjem, så skal det ikke føre til, at de får en permanent opholdstilladelse, siger Lars Løkke Rasmussen.

Han ønsker et opgør med, at det kun er omkring 10 procent af de 100.000 asylansøgere, der er kommet til Danmark over det sidste årti, der efterfølgende er rejst hjem.

- Noget af det vi kiggede på med Dansk Folkeparti, og som vi ikke kom i mål med var, hvordan vi kan tilrettelægge vores politik på en måde, hvor der også er fokus på, at man skal hjem igen. Og ikke kun fokus på, at man nok ender med at skulle være her altid, siger Lars Løkke Rasmussen.



Udlændingestyrelsen har blandt andet vurderet, at sikkerheden i Somalia er forbedret. Det har ført til, at nogle somaliere har fået inddraget deres opholdstilladelse.



Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl ønsker gruppen udvidet til at omfatte de mere end 4000 syrere, der har fået midlertidigt ophold efter den særlige paragraf 7, stykke 3. Den omfatter personer, som ikke er personligt forfulgt, men flygtet fra en krig.

Når syrerne kan vende hjem fra flygtningelejre i nærområderne, kan de også vende hjem fra Danmark, mener Thulesen.

Lars Løkke Rasmussen vil dog ikke gå ind i diskussionen om, hvilke grupper der kan sendes hjem. Det må være op til myndighederne at vurdere ud fra de regler, som politikerne har vedtaget.



- Vi politikere skal lave spillereglerne, og dem er vi villig til at kigge på, siger Løkke.



Dansk Folkeparti ønsker et "paradigmeskifte" gennemført som del af efterårets forhandlinger om finansloven.

Regeringen ventes at præsentere sit udspil til finanslov den 30. august. Forhandlingerne om finansloven går derefter for alvor i gang, når Folketinget åbner den første tirsdag i oktober.



/ritzau/

SENESTE ERHVERV/POLITIK

MESTE LÆST ERHVERV/POLITIK (48 T)

18. NOV 2018 • 16:17

Unge kan søge haslelegat

18. NOV 2018 • 13:33

Mejeriet bygger stadig

Mest læste

17. NOV 2018 • 09:33 FOR ABONNENTER

Tiden modarbejder et nyt FC Bornholm

16. NOV 2018 • 18:55 FOR ABONNENTER

Spændende avlshingst flytter til Bornholm

15. NOV 2018 • 16:45 FOR ABONNENTER

Toft tror på titlen