13. JUN 2018 • 04:00ERHVERV/POLITIK

S kræver svar fra minister om jysk højspænding kan graves ned

Jens Joel (S) kalder minister i samråd om planlagt elkabel. Varde-borgmester glæder sig over ny granskning.

Der er forvirring om, hvorvidt et planlagt 170 kilometer langt højspændingskabel gennem Jylland vil kunne graves ned eller ej.



Derfor vil Socialdemokraternes energi- og klimaordfører Jens Joel nu kalde ministeren i samråd.

Tirsdag fortalte energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V), at Energinet, der står for projektet, har fortalt, at det kun "i begrænset omfang" vil være muligt at lægge kablerne i jorden.

Ministeren fortalte dog yderligere, at han nu vil bede Energinet om at kigge på mulighederne igen samt hyre eksterne konsulenter til at vurdere situationen.

- Ministeren har fortalt Folketinget, at en nedgravning af kabler ville være for dyr. Nu viser det sig, at han slet ikke er klar over, om det er teknisk muligt.

- Det efterlader indtrykket af en minister i strid med sine egne eksperter og på kant med sandheden over for os andre.

- Det er vel ikke helt urimeligt at bede ministeren om at have styr på teknikken, inden han godkender projektet, siger Jens Joel, der altså vil have ministeren i samråd.

Jens Joel understreger, at han bestemt gerne ser på alle muligheder for at få gravet kablerne ned, men vil have et klart svar på, om det overhovedet er en mulighed.



- Al den snak om dyre kabler og nedgravede alternativer har jo fuldstændig afsporet debatten.



- Jeg synes, at regeringen skylder et ærligt svar på, om de synes, nedgravede kabler er for dyre eller om de slet ikke er en mulighed, siger Jens Joel.

Planerne om at opføre 170 kilometer højspændingsledning via flere hundrede 35-meter høje elmaster har mødt kritik fra lokale borgmestre og borgere.

I Varde Kommune er borgmester Erik Buhl (V) glad for, at alle muligheder nu bliver gransket igen.



- Der er rigtigt spændende perspektiver i det her, så vi bliver ved med at kæmpe for, at man finder en anden løsning end at hænge ledningen op i nogle master.



At ledningen bliver gravet ned, hvis det på nogen måde er muligt, er ifølge borgmesteren vigtigt for både naturen, landbruget og turismen i området.



- Samlet set mener vi, at hvis teknikken er til, at den kan graves ned, så er det et must, at man gør det.



- Det er den næste generation, der skal se på det. Vi har igennem flere årtier pillet mange luftledninger ned, så det er svært at forstå, at man ikke kan finde en teknik, så man kan undgå at hænge nogen op igen i 2018.

- Der er ikke noget, der er acceptabelt, før det er klokkeklart bevist, at det ikke teknisk kan lade sig gøre at grave ledningen ned, siger borgmesteren.

/ritzau/

SENESTE ERHVERV/POLITIK

MESTE LÆST ERHVERV/POLITIK (48 T)

Mest læste

17. SEP 2018 • 19:11SPORT

Magnus Cort sagde selv fra til VM

15. SEP 2018 • 18:06SPORT

NB Bornholm skuffede mod KFUM

15. SEP 2018 • 17:39SPORT

En af de gode dage i Rønne

15. SEP 2018 • 14:58 FOR ABONNENTER

Hasses hemmelige mission: Saml et fodboldlandshold