15. MAJ 2018 • 17:41ERHVERV/POLITIK

Tænkepause udskyder forhandlinger om nyt medieforlig

Partierne skulle have mødtes tirsdag til medieforhandlinger. Kulturministeren har udskudt mødet.

Kulturminister Mette Bock (LA) har brug for at overveje det videre forløb i forhandlingerne om et nyt medieforlig. Derfor har hun udskudt tirsdagens planlagte møde.

- Inden vi genoptager møderne om medieforliget, har jeg brug for at danne mig et overblik over forhandlingerne, og derfor er dagens møde udskudt til senere på ugen, siger Mette Bock i en skriftlig kommentar.

SF-formand Pia Olsen Dyhr sagde forud for tirsdagens forhandlinger, som altså endte med at blive aflyst, at hun forventede, at SF snart er fortid i forhandlingerne om et nyt medieforlig.

Det skyldes blandt andet, at DR skal spare 20 procent. Det forhandlede regeringen og Dansk Folkeparti på plads, inden forhandlingerne begyndte.

- Regeringen vil massive besparelser på public service. Det er 20 procent på DR, det er besparelser på TV2-regionerne, og det er besparelser på Radio24syv.

- Vi vil ikke være med til så massive besparelser på public service. Og slet ikke børne- og ungeområdet, siger Pia Olsen Dyhr.

Enhedslistens medieordfører, Søren Søndergaard, mener, at kulturministeren har taget konsekvensen af, at det så ud til, at forhandlingerne ville bryde sammen tirsdag.



- Vi håber, at hun vil bruge tænkepausen fornuftigt. Hvis hun vil bruge den til at komme med et udspil, der sikrer, at public service ikke bliver beskåret, så er vi med.

- Men det er klart, at hvis hun vil give frit løb til troldefabrikker, fake news-fabrikanter, og til at store mediekoncerner kan købe TV2, så er vi selvfølgelig ikke med, siger han.

Om Enhedslisten ender med at være med i et medieforlig, afhænger ifølge Søren Søndergaard af, hvorvidt kulturministeren tager ved lære af det første forløb.



Socialdemokratiet afventer det næste møde, og om regeringen her vil give indrømmelser. Det skriver medieordfører Mogens Jensen i en sms til Ritzau.



/ritzau/

SENESTE ERHVERV/POLITIK

MESTE LÆST ERHVERV/POLITIK (48 T)

Mest læste

26. MAJ 2018 • 06:22 FOR ABONNENTER

NB Bornholm skal vinde i dag: Vi har noget at bevise