19. MAR 2018 • 23:00ERHVERV/POLITIK

Gjerskov fortsætter som folketingskandidat: Jeg er helt rørt

Eksminister Mette Gjerskov har mandag aften vundet afstemning i Socialdemokratiets kredsforening i Roskilde.

Der var kø helt ud af DUI-Huset i Roskilde, da Socialdemokratiet i Roskilde mandag skulle afgøre, om tidligere minister Mette Gjerskov (S) kunne bevare sin plads som folketingskandidat i kredsen.

161 medlemmer af Socialdemokratiet valgte at stemme. Og 120 af dem stemte på Mette Gjerskov.

Resultatet betyder, at Mette Gjerskov fortsætter som folketingskandidat for kredsen i Roskilde.

- Det er jo helt overvældende. Og jeg er kisteglad for den store opbakning. Men jeg har også fået en øjenåbner, siger hun.

Før afstemningen havde der været en timelang debat, som pressen ikke måtte overhøre.

- Der var mange mennesker, der sagde så ufatteligt pæne ting, at jeg blev helt rørt. Men der var også nogle, der følte, at jeg ikke havde hørt dem. Det må jeg selvfølgelig blive bedre til, siger hun.



- Jeg tror, at vi alle sammen kan lære af det her, at vi skal tale mere sammen. Der er åbenbart nogle, der har siddet i nogle lokaler, hvor jeg ikke har været til stede, som har talt om, at jeg skal lytte mere til dem.



Afstemningen har tiltrukket sig særlig opmærksomhed, efter at flere har spekuleret i, om S-toppen på Christiansborg har haft et ønske om at afsætte den åbenmundede Mette Gjerskov.

Hun har flere gange kritiseret den markante opstramning af udlændingepolitikken, som Mette Frederiksen (S) har foretaget, efter hun overtog posten som formand for Socialdemokratiet.

Men om der bare var tale om rygter i forhold til S-toppen, ønsker Mette Gjerskov ikke at gå yderligere ind i.



- Det har jeg bestemt ikke tænkt mig at fokusere på. Nu er jeg valgt, og så må vi videre i vores liv, siger hun.



Hendes modkandidat Niels Jespersen har over for Altinget afvist, at S-ledelsen har fået ham til at stille op. Han bekendtgjorde sit kandidatur i mandags.



Det skete, mens Mette Gjerskov befandt sig i New York. Modkandidaturet kom som en stor overraskelse for hende, og hun valgte at afbryde sin rejse for at komme hjem og deltage i optakten til afstemningen.

Niels Jespersen fik 33 af stemmerne, mens 8 stemte blankt.

Gjerskov fik således med 120 stemmer de nødvendige to tredjedele af stemmerne, der skulle til for at afgøre afstemningen og afværge en urafstemning blandt medlemmer i Roskilde.

/ritzau/

SENESTE ERHVERV/POLITIK

MESTE LÆST ERHVERV/POLITIK (48 T)

Mest læste