21. FEB 2018 • 15:02ERHVERV/POLITIK

Lov giver udsatte borgere én handleplan

Minister vil sikre mere sammenhæng i hjælp til borgere, der slås med både arbejdsløshed og sociale problemer.

En ny lov skal give bedre hjælp, så udsatte borgere får én handleplan i stedet for et katalog.



Det fremgår af et lovforslag, som innovationsminister Sophie Løhde (V) snart fremsætter. Lovforslaget bygger på regler fra ni frikommuner, som har givet udvalgte borgere én handleplan.



Tirsdag drøftede Dansk Socialrådgiverforening, Rådet for Socialt Udsatte og Socialchefforeningen lovforslaget med borgmestre og kommunaldirektører fra frikommunerne og Sophie Løhde i Finansministeriet.

Lovudkastet skal give borgere bedre og mere sammenhængende hjælp fra kommuner. De får en samlet handleplan, som omfatter hjælp fra forskellige kommunale forvaltninger.

Regeringen vil ændre, at kommuner skal udforme separate handleplaner med forskellige formål. Det gør det svært at målrette indsatsen.



- I dag er der alt for mange mennesker, der for eksempel slås med både arbejdsløshed og sociale problemer, som ikke får en sammenhængende hjælp, siger Sophie Løhde.

Hun mener at love på beskæftigelses-, social- og integrationsområdet kan spænde ben for, at kommunerne samordner indsatsen for borgerne.



Flere faglige organisationer og kommuner ser positivt på lovforslaget.

Ballerup Kommune støtter lovforslaget som en af ni kommuner, der har arbejdet med én plan, siger Ballerups borgmester, Jesper Würtzen.

- Det er frustrerende for borgerne at blive mødt af flere handleplaner og mange forskellige medarbejdere og få oplevelsen af, at den ene hånd i kommunen ikke ved, hvad den anden laver, siger Jesper Würtzen.



- Derfor synes vi, at det er rigtig godt med én plan.



Dansk Socialrådgiverforenings formand, Majbrit Berlau, finder fine takter i lovforslaget.

- Vi har efterlyst og savnet én plan i flere år. Så jeg er glad for, at den nu er på vej – også selv om vi gerne ser, at lovforslaget bliver ændret på en række punkter, siger Majbrit Berlau.



Thorkild Olesen, formand for Danske Handicaporganisationer, støtter også lovforslaget i en skriftlig kommentar.

- Mange mennesker med handicap oplever, at de kommunale systemer ikke taler sammen. Derfor er det helt rigtigt at give borgerne en samlet handleplan, så der ikke sættes modstridende indsatser i gang, siger han.



/ritzau/

SENESTE ERHVERV/POLITIK

MESTE LÆST ERHVERV/POLITIK (48 T)

Mest læste