9. FEB 2018 • 22:49ERHVERV/POLITIK

Indvandrerfamilier: Jo flere børn jo oftere på kontanthjælp

Beskæftigelsesministeren beskylder kommunerne for misforstået omsorg for indvandrerfamilier med mange børn.

Desto flere børn, desto svagere er tilknytningen til arbejdsmarkedet. Sådan lyder tendensen i en opgørelse fra Beskæftigelsesministeriet over familier med ikkevestlig baggrund.

Det skriver Avisen Danmark.

Tallene viser, at jo flere børn en indvandrerfamilie har, des oftere er begge forældre på kontanthjælp.

Ifølge opgørelsen er 53,3 procent af parrene på over 30 år med et barn i familien på kontanthjælp. Andelen stiger for hvert ekstra barn og kulminerer med 76,4 procent for par med fire børn.



Opgørelsen omfatter par, hvor begge forældre er på kontanthjælp. Med andre ord er både mor og far for en børneflok på fire i mere end tre ud af fire tilfælde på kontanthjælp, hvis de er indvandrere med ikkevestlig baggrund.



Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) er "stærkt bekymret" over tallene.

- Det er skræmmende læsning, siger han til Avisen Danmark.



- Det er skræmmende at se, hvor overrepræsenterede indvandrere fra ikkevestlige lande er i kontanthjælpssystemet, og det er voldsomt bekymrende, at problemet stiger i takt med antallet af børn i familien.



- Især fordi adskillige forskningsresultater dokumenterer, at risikoen for at ende uden tilknytning til arbejdsmarkedet stiger, hvis du kommer fra en familie, hvor mor og far er ledige.

Ministeren mener, at det er hos kommunen, at årsagen ligger.



- At tre ud af fire indvandrerfamilier med fire børn har en mor og en far, der begge er på kontanthjælp, viser, at kommunerne i årevis har udvist misforstået omsorg og dybest set ikke leveret en særlig god indsats, siger han.

Formanden for landets kommunale social- og arbejdsmarkedschefer, Helle Linnet, afviser at gå til modangreb på beskæftigelsesministeren.

- Jeg vil i stedet hellere fokusere på, at der i dag foregår et kvalificeret samarbejde på tværs af faggrupperne, og at der i dag er langt mere skub i tingene end for år tilbage, siger hun til avisen.

25,5 procent af alle indvandrere med ikkevestlig baggrund er på kontanthjælp.

/ritzau/

SENESTE ERHVERV/POLITIK

MESTE LÆST ERHVERV/POLITIK (48 T)

Mest læste