6. DEC 2017 • 10:53ERHVERV/POLITIK

Thulesen: Nu skal regeringen tænke grundigt over tingene

Efter kaffe hos Løkke fastholder DF-formanden sin opfordring om at adskille finanslov og skattereform.

Tirsdag eftermiddag opfordrede DF-formand Kristian Thulesen Dahl regeringen til at adskille forhandlingerne om finansloven og en skattereform for at kunne lande en finanslov inden årsskiftet.



Det afviste finansminister Kristian Jensen (V) tirsdag aften. Onsdag morgen har DF-formanden så været til kaffe hos statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), og her har han gentaget sin klare opfordring.



- Jeg har fået et par kopper kaffe, og det er altid godt at få et par kopper kaffe i Statsministeriet, siger Kristian Thulesen Dahl efter mødet i Statsministeriet.

- Jeg tror, regeringen tænker grundigt over tingene.

- Vi er overbeviste om, at når de får gentænkt tingene, så ender de med den samme forståelse som os: Nemlig at vi får landet en god finanslov, og så genoptager vi forhandlingerne om de andre spørgsmål derefter.

Det er regeringens ønske om skattelettelser over for støttepartiets ønske om udlændingestramninger, der trækker forhandlingerne om skattereformen i langdrag.

Omvendt er parterne ganske tæt på hinanden hvad angår finansloven, betoner DF-formanden:



- Det er da en lidt paradoksal situation, hvis regeringen ikke vil have flertal for sin egen finanslov, fordi den samtidig vil have noget andet igennem.



- Så mon ikke, når de nu får tænkt sig grundigt om, så anerkender de, at vi får den finanslov på plads, og derefter kan vi så genoptage forhandlingerne om de andre spørgsmål.

Spørgsmål: Lytter Lars Løkke mere end Kristian Jensen?

- Lars Løkke Rasmussen og jeg har jo forhandlet mange ting gennem årene.



- Vi kender hinanden rigtig godt, og derfor kan vi også meget hurtigt gå til biddet og fortælle hinanden, hvordan vi ser på tingene. Der er ikke ret meget udenomssnak, og det er måske en fordel, siger Thulesen Dahl.



Spørgsmål: Hvem er mest stædig - jer eller regeringen?

- Jeg synes jo ikke, det er udtryk for stædighed at tilbyde regeringen flertal for finansloven.



- Nu har jeg forhandlet rigtig mange finanslove, og normalt vil en regering være kisteglad for et støtteparti, der med forholdsvis små modkrav vil lande en finanslov.

På spørgsmålet om, hvorvidt DF-formanden og statsministeren skal mødes igen, svarer Thulesen Dahl:

- Ja, det skal vi da selvfølgelig. Om det bliver i dag, ved jeg ikke. Men uanset om vi bliver indkaldt til Statsministeriet eller Finansministeriet, så kommer vi selvfølgelig.

Spørgsmål: Hvor vil du helst fortsætte forhandlingerne?

- Lige præcis der, hvor de indkalder os – og hvor de har brygget noget god kaffe.

/ritzau/

SENESTE ERHVERV/POLITIK

MESTE LÆST ERHVERV/POLITIK (48 T)

Mest læste