6. DEC 2017 • 08:00ERHVERV/POLITIK

Regeringen vil skole flere danskere til job i EU

Vi må have flere danskere ansat i EU. Derfor skal 20 embedsmænd skoles, siger finansminister Kristian Jensen.

Efter nytår finder regeringen 20 dygtige danske embedsmænd. De skal skoles særligt til at bestå den krævende adgangsprøve, concours. Den giver adgang til et job i EU-systemet.

Det oplyser finansminister Kristian Jensen (V) til Djøfbladet.

- Vi står overfor en situation, hvor rigtig mange danskere ansat i EU forlader os inden for de kommende år. Derfor skal vi have fødekæden i gang, og så skal vi have flere til at bestå adgangsprøven, siger Kristian Jensen.



De 20 embedsmænd får i et år målrettet træning og oplysning i, hvordan de klarer adgangsprøven. Siden 2011 har kun ni danskere bestået. Ministerierne skal findes en snes kandidater blandt dygtige embedsmænd.



De næste ti år pensioneres fire af ti - 40 procent - af Danmarks ansatte i EU-Kommissionen. Det samme sker i EU-Parlamentet.

Indtil 2025 vil Kristian Jensen sende 100 nationale eksperter til EU. Det er dobbelt så mange som nu. Embedsmændene skal udsendes fra to til fire år, så de får interesse i at skabe en karriere i EU-systemet.

- Jeg tror ikke, at der er noget ministerium, der ikke har en kontakt til EU. Derfor er det i vores egen interesse at sende dygtige folk til Bruxelles for at få lige præcis den adgang og den forståelse for danske vilkår, som der er brug for, siger finansministeren.

EUs personalekontor, EPSO, skal også besøge Danmark for at oplyse om adgangsprøven.

Det afholder mange fra at søge en karriere i EU, at deres ægtefælle ikke er sikret job. Men det gør planen ikke noget ved. Mange danske organisationer er aktive i EU, så der er gode muligheder for job, mener Kristian Jensen.

- Hvis Danmark bliver underrepræsenteret, eller kendskabet til danske traditioner ikke er dominerende længere, så bliver vi glemt, siger han.

Djøf roser regeringen for at tage problemet med det svindende antal danskere i EU alvorligt

- Rigtig mange djøfere vil rigtig gerne ud at arbejde i nogle år, og specielt er der mange, som har interesse i at få job i EU-institutionerne, siger formanden for Djøf, Lisa Herold Ferbing.

- Vi har bare haft den her hurdle med, at det er svært at bestå prøverne. Derfor synes jeg, at det er et godt initiativ, at man kan arbejde målrettet med det, siger hun.



/ritzau/

SENESTE ERHVERV/POLITIK

MESTE LÆST ERHVERV/POLITIK (48 T)

Mest læste