12. SEP 2017 • 18:11ERHVERV/POLITIK

Stort erhvervsfremstød i Japan skal øge salg af dansk medicin

Kronprinsparret og fire ministre rejser med en dansk erhvervsdelegation til Japan for at styrke samhandlen.

Et stort dansk eksportfremstød med kronprinsparret i spidsen skal blandt andet øge salget af medicinalprodukter til Japans aldrende befolkning.

Sådan lyder det fra international chef i Dansk Erhverv Kasper Ernest, der skal med organisationen til Japan, når fremstødet finder sted fra 8. til 12. oktober.

Fire ministre, 55 danske virksomheder og flere af de store erhvervsorganisationer vil med det danske erhvervsfremstød forsøge at styrke Danmarks position i Japan inden for salg af fødevarer, design og sundhedsprodukter.



- Vi har særligt fokus på sundhed bredt. Det gælder både sundhedsløsninger inden for it og farmaceutiske produkter. Japan har en enormt stor udfordring i forhold til en aldrende befolkning, siger Kasper Ernest.

Omkring en ud af fire japanere er således over 65 år i dag, og befolkningsfremskrivninger viser, at i 2060 vil det tal ifølge avisen The Japan Times være steget til omkring 40 procent.

Japans økonomi har længe været i krise, men ser ifølge flere prognoser ud til at holde en stabil vækst i den kommende tid.

Derfor er det danske erhvervsfremstød en god lejlighed til at styrke samhandlen, mener Kasper Ernest.

- Ikke alene er der en volumen i Japan, fordi det er så stort et marked. Men det kan også gå hen og blive et marked i vækst, og det gør det dobbelt interessant for os, siger den internationale chef.

EU og Japan har juni indgået en politisk aftale, hvor de er blev enige om principperne for en frihandelsaftale.

En beregning foretaget for Udenrigsministeriet viser, at den danske eksport til Japan potentielt kan stige med op til 70 procent som følge af en handelsaftale med Japan.

Besøget finder sted i anledning af 150-året for de diplomatiske forbindelser mellem Danmark og Japan.

Med delegationen rejser udenrigsminister Anders Samuelsen, sundhedsminister Ellen Trane Nørby, miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen samt kulturminister Mette Bock.

Danmark har i forvejen en eksport til Japan på omkring 22 milliarder kroner.

/ritzau/

SENESTE ERHVERV/POLITIK

MESTE LÆST ERHVERV/POLITIK (48 T)

22. NOV 2017 • 17:17 FOR ABONNENTER

Ove har været med siden 60’erne

22. NOV 2017 • 14:48 FOR ABONNENTER

Steen Frandsen: Jeg er ikke bitter

Mest læste