18. MAJ 2017 • 16:04ERHVERV/POLITIK

Ny dagpengeaftale skal hjælpe selvstændige

Dagpengeaftale kan betyde, at flere danskere får den nødvendige tryghed til at starte egen virksomhed.

- Alle skal have tryghed, hvis de mister deres job, uanset hvordan de er beskæftiget.



Sådan lyder det fra beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V), efter at regeringen torsdag har indgået en aftale om et nyt dagpengesystem med Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti.

Med det nye dagpengesystem for selvstændige og det parterne kalder "atypisk beskæftigede", skal der skabes en større ligestilling med de fastansatte lønmodtagere.

Eksempelvis vil en person, som både har en selvstændig virksomhed og lønmodtagerarbejde, kunne anvende begge typer beskæftigelse til optjening af dagpengeret. Det er ikke muligt i dag.

Aftalen skal også gøre det lettere for selvstændige og "atypisk beskæftigede" at gennemskue, om de er berettiget til dagpenge.

- Med aftalen i dag har vi taget et vigtigt skridt til at ruste os til fremtidens arbejdsmarked, siger Troels Lund Poulsen.

Han hentyder dermed til den meget omtalte "disruption" af arbejdsmarkedet. Den kan føre til, at flere danskere i fremtiden vil få en løsere tilknytning til arbejdsmarkedet.

Reformen er et opgør med den hidtidige forskelsbehandling mellem selvstændige og lønmodtagere, mener Karsten Mølgaard Jensen.

Han er administrerende direktør for Ase, der med cirka 70.000 erhvervsdrivende som medlemmer er landets største a-kasse og forening for selvstændige.



- Dagpengesystemet bliver i højere grad nu for alle, uanset om de er lønmodtagere, freelancere eller selvstændige, siger Karsten Mølgaard Jensen.

Han mener, at det kan få stor betydning for de idérige danskere, der har hidtil har holdt sig tilbage fra at blive selvstændige.



- Netop udsigten til en økonomisk usikker fremtid er største barriere for idérige danskere, der overvejer at kvitte lønmodtagerjobbet og starte egen virksomhed, siger Karsten Mølgaard Jensen.



Beskæftigelsesordfører for Socialdemokratiet Leif Lahn Jensen mener, at aftalen vil løse en gordisk knude, som har præget dagpengesystemet i årtier.



Den har betydet, at danskere, som både er selvstændige og lønmodtagere, er blevet tvunget ned i en kasse for at passe ind i dagpengesystemet.



- Dette giver dem mulighed for at anvende begge typer beskæftigelse til at opnå ret til dagpenge. Det er en markant forbedring af den tryghed, som dagpengesystemet leverer og et løft af den danske flexicurity-model.

Også beskæftigelsesordfører for Dansk Folkeparti Bent Bøgsted fremhæver, at man nu kan kombinere timer for selvstændigt arbejde med lønmodtagertimer til optjening af dagpenge.



/ritzau/

SENESTE ERHVERV/POLITIK

MESTE LÆST ERHVERV/POLITIK (48 T)

Mest læste