20. APR 2017 • 10:27ERHVERV/POLITIK

Lars Krarup opfordrer DF til at erkende fejl om politiskole

Politiskole i Vejle er først klar i 2020. Der er stadig en mulighed i Herning, siger borgmester Lars Krarup.

Der går ikke noget af mennesker ved at indrømme, at de har lavet fejl.

Sådan lyder borgmester i Herning, Lars Krarups (V), appel til Dansk Folkeparti, efter det er kommet frem, at politiskolen i Vejle først bliver klar i 2020.

- Man skal aldrig være for stor til at erkende en fejl. Dansk Folkeparti vil have tempo og en billig løsning. Lige nu får de langsommelighed og en dyr løsning.

- Hvis Thulesen Dahl mener det, som han siger, kan han stadig få en færdig pakke i Herning, som kan være færdig på to år. Desuden kan han få en midlertidig løsning på Herning Handelsskole, siger han med henvisning til DF-formand Kristian Thulesen Dahl.



Ifølge borgmesteren vil Herning Handelsskole kunne være klar allerede i august i år.



Da partierne i januar besluttede en ombygning i Vejle frem for et nybyggeri i Herning, anslog en rapport, at skolen i Vejle ville tage op til 40 måneder at ombygge.

Af rapporten fremgik det desuden, at det ikke ville være muligt med en etapevis opstart. Partierne dengang talte dog alligevel om en etapevis opstart, skriver Jyllands-Posten.

Og den løsning kommer ikke til at ske, oplyser Bygningsstyrelsen til Jyllands-Posten.



Torsdag skal Folketingets Finansudvalg behandle et aktstykke, som skal give Bygningsstyrelsen grønt lys til at købe sygeplejeskolegrunden i Vejle, hvor den nye skole skal placeres.

Retsordfører Peter Kofod Poulsen (DF) siger, at partiet stadig støtter bevillingen.

- Vi har ikke begået en fejl i denne her sag. Det, der har forsinket projektet, er, at regeringen har trukket det i langdrag. Nu ligger skolen, hvor den ligger, og nu skal vi i gang.



- Det har hele tiden været udgangspunktet, at vi skulle finde den bedst egnede eksisterende bygning. Regeringen har peget på bygningen i Vejle, og det bakker vi op om, siger retsordføreren.



Lars Krarup er da også bevidst om, at det næppe er realistisk, at skolen alligevel havner i Herning.



- Det tror jeg desværre ikke. Thulesen Dahl har fra starten af fået spillet det, så skolen er endt hos hans egen kreds i Vejle, siger borgmesteren.

/ritzau/

SENESTE ERHVERV/POLITIK

MESTE LÆST ERHVERV/POLITIK (48 T)

Mest læste