12. SEP 2019 • 12:32INDLAND/KRIMINAL

Giftfund ved strand udløser badeforbud på Nordals

Myndigheder finder kræftfremkaldende stof på Himmark Strand, hvor Danfoss i 50erne deponerede affald.

Myndighederne indfører nu et badeforbud ved en 600 meter lang strækning ved Himmark Strand på Nordals.

Det sker, efter det kræftfremkaldende stof vinylklorid er konstateret i vandprøver fra havbunden.

- Vi har blandt andet udtaget vandprøver 57 steder under havbunden ud for det forurenede areal.

- Det er de analyser, vi har fået svar på, og det er i den forbindelse, at vi kan se, at der findes en meget kraftig forurening med blandt andet vinylklorid under havbunden, siger projektleder Kristian Dragsbæk Raun, Region Syddanmark, i en pressemeddelelse.



Forureningen stammer fra lossepladsen ved Himmark Strand, hvor Danfoss i perioden fra 1950 til 1967 deponerede affald fra virksomhedens produktion.



Affaldet bestod blandt andet af oliestoffer og klorerede opløsningsmidler.

Det er velkendt, at området har været anvendt som losseplads, og badning har også hidtil været frarådet på strækningen.

Men nu ændres det til det decideret badeforbud, ligesom restriktioner for ophold bliver udvidet i både nordlig og sydlig retning.

I 2018 blev der i samme område fundet dioxiner, som er en fællesbetegnelse for en gruppe klorholdige kemiske forbindelser.

Det fik Region Syddanmark til at iværksætte nye undersøgelser, der nu altså viser, at forureningen er mere omfattende end hidtil antaget.

- Det ligger os meget på sinde at få afklaret, hvor voldsom forureningen er af hensyn til de borgere, der bor og færdes i området.



- Samtidig er det endnu en lære for fremtiden, at vi skal passe på vores natur og miljø, for ellers kan det få uoverstigelige konsekvenser, siger Jørn Lehmann Petersen (S), formand for regionens miljøudvalg.

Sønderborg Kommune vil på baggrund af de nye oplysninger sætte nye skilte op med forbud mod badning.

Samtidig har kommunen rettet henvendelse til Fødevarestyrelsen for at finde ud af, om der også bør indføres et forbud mod at fiske i området.



Koncentrationen af vinylklorid, der er fundet i prøverne, er ifølge regionen på niveau med det, man måler i Kærgård Klitplantage ved Oksbøl.

Her er området blevet forurenet med giftigt spildevand fra det tidligere Grindstedværket.

Forureningen er en af de ni såkaldte generationsforureninger, der også tæller forurening fra kemivirksomheden Cheminova på Harboøre Tange.



/ritzau/

SENESTE INDLAND/KRIMINAL

MESTE LÆST INDLAND/KRIMINAL (48 T)

14. SEP 2019 • 13:15 FOR ABONNENTER

Ældre siger blankt nej til mindre rengøring og gulvvask

14. SEP 2019 • 12:53

Vrooouuummm!

14. SEP 2019 • 09:02 FOR ABONNENTER

Kommunens spareøvelse kan koste 10 lærere jobbet

14. SEP 2019 • 07:54 FOR ABONNENTER

Bolchemager laver mormormad i nyt firma

Mest læste

12. SEP 2019 • 20:15 FOR ABONNENTER

Et nyt spil er kommet til Bornholm

11. SEP 2019 • 11:21 FOR ABONNENTER

Lasse Holmgaard tilknyttes Elite Bornholm

11. SEP 2019 • 07:14SPORT

Fine løb på våd travaften