5. SEP 2019 • 21:54INDLAND/KRIMINAL

Dobbelt så mange voksne umyndiggøres som for ti år siden

Markant flere voksne erklæres umyndige. En del af stigningen kan skyldes flere demente, siger forening.

Der er sket tæt ved en fordobling i antallet af borgere, der kommer under et såkaldt paragraf 6-værgemål for voksne. Det betyder, at de erklæres umyndige.

Det skriver Kristeligt Dagblad.

Fra 2009-2013 kom omkring 80 personer om året under værgemålet. I de følgende fem år blev der tildelt i gennemsnit 177 paragraf 6-værgemål om året

Personer, der er tildelt et paragraf 6-værgemål, fratages "den retlige handleevne". Paragraffen er ifølge avisen den mest vidtrækkende i værgemålsloven.

Paragraffen skal være med til at sikre, at eksempelvis personer med svær demens ikke bliver udnyttet økonomisk.



Ifølge Nis Peter Nissen, der er direktør i Alzheimerforeningen, kan en del af stigningen skyldes, at flere diagnosticeres med demens. I den pågældende periode er antallet af personer med demens steget med cirka 14 procent.



- Når der er tale om en stigning i paragraf 6-værgemål, så er en del af det, at flere og flere danskere lider af en demenssygdom, som udvikler sig.



- Vi ved, at værgemål af og til er en nødvendighed, når man får en demenssygdom, som har udviklet sig, så de derfor ikke længere er i stand til at tage vare på sig selv, siger han til Ritzau.



Tinglysningsretten kan ikke oplyse, hvad de enkelte sager har drejet sig om.

Derfor kan det ikke siges med sikkerhed, om der er en sammenhæng mellem antallet af demensdiagnoser og antallet af paragraf 6-værgemål.

De tinglyste sager kan også omhandle svært udviklingshæmmede eller andre borgere med et helbred, der er svækket i en grad, så der er en stor risiko for, at de bortødsler deres penge.



Nis Peter Nissen påpeger, at det langtfra er alle, der får en demensdiagnose, som har problemer med at overskue konsekvenserne af deres handlinger.

/ritzau/

SENESTE INDLAND/KRIMINAL

MESTE LÆST INDLAND/KRIMINAL (48 T)

Mest læste

17. SEP 2019 • 14:11 FOR ABONNENTER

Kommentar: Københavneri – og dog