22. AUG 2019 • 13:45INDLAND/KRIMINAL

Havmøllepark åbnet: Leverer strøm til 425.000 husstande

Horns Rev 3, Danmarks største havmøllepark, ventes at øge dansk elproduktion fra vind med cirka 12 procent.

Kronprins Frederik har torsdag åbnet for Danmarks største havvindmøllepark, Horns Rev 3, der består af 49 kæmpe vindmøller.

Havmølleparken forventes med en kapacitet på 407 megawatt at kunne dække det årlige elforbrug i omkring 425.000 husstande. Og det vurderes, at den vil øge den danske elproduktion fra vind med omkring 12 procent.

Og hver gang én mølle roterer én omgang, så genererer det strøm nok til, at 1317 iPhones kan lades op. Eller en elbil kan køre fra Aarhus til Herning. Eller en dansker kan se 45 fodboldkampe i træk på sit tv - med forlænget spilletid.



Det oplyser Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.

Torsdag er parken blevet indviet ved en reception på havnen i Hvide Sande, som fra 2024 vil udgøre basen for vedligehold og drift af vindmøllerne.



Sammen med fire skoleelever åbnede kronprins Frederik parken, der er placeret i Nordsøen 25-40 kilometer ud for den danske vestkyst.

Totalhøjden af de 49 vindmøller er 187 meter, og hver mølle vejer tæt på 1500 tons, inklusive fundament.

Horns Rev 3 blev vedtaget af et bredt politisk flertal i 2012, hvor man også vedtog havmølleparken Krigers Flak i Østersøen.

Det første fundament til Horns Rev 3 blev placeret i havbunden i oktober 2017, og de første vindmøller begyndte at levere el til forbrugerne den 23. december 2018. Det oplyser Vattenfall, der har opført parken.

- Horns Rev 3 er den største havmøllepark i Skandinavien og viser vores engagement i Danmarks omlægning til vedvarende energi.

- Vindmølleparken er et betydeligt bidrag til Vattenfalls portefølje og tager os et skridt nærmere vores ambition om at gøre det muligt at leve fossilfrit inden for én generation, siger Magnus Hall, Vattenfalls CEO, i en meddelelse.



Statsminister Mette Frederiksen (S) og klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) var også med til indvielsen torsdag.



- Jeg er fascineret af, at naturens egne kræfter kan sikre os en ren fremtid. Horns Rev 3 er med til at sikre, at vi kan slukke for sort energi som kul, olie og gas, og nå regeringens mål om 70 procent reduktion i klimaudledningerne i 2030, udtaler Dan Jørgensen i en pressemeddelelse.

/ritzau/

SENESTE INDLAND/KRIMINAL

MESTE LÆST INDLAND/KRIMINAL (48 T)

17. SEP 2019 • 20:27 FOR ABONNENTER

Venstre Bornholm overvejer at høre alle om ny næstformand

17. SEP 2019 • 18:15 FOR ABONNENTER

'Vi har brug for et kulturhus'

Mest læste

17. SEP 2019 • 14:11 FOR ABONNENTER

Kommentar: Københavneri – og dog

16. SEP 2019 • 15:23 FOR ABONNENTER

Fodbolddommer efter 'ensidig' kritik: Hvad vil TV2 opnå?