20. JUN 2019 • 12:45INDLAND/KRIMINAL

Praktikant i kommune måtte godt skrive kritisk om chefs tale

Et facebookopslag resulterede i skriftlig påtale. Men det var inden for ytringsfriheden, mener Ombudsmanden.

Det burde ikke have resulteret i en skriftlig påtale til en praktikant i Odense Kommune, da hun lavede et kritisk facebookopslag efter en medarbejderdag.



Det konkluderer Folketingets Ombudsmand i en udtalelse, hvor Ombudsmanden påpeger, at offentligt ansatte har vidtgående ytringsfrihed.

I opslaget fra 2017 kritiserede pædagogpraktikanten en tale, som en forvaltningsdirektør havde holdt på en medarbejderdag.

- Hørt til Odense Kommunes medarbejderdag: ’Ledigheden i Odense er den andenstørste i landet. Det er en brændende platform, der kan sidestilles med børnedødeligheden i Afrika’.

- WTF?????? (…), stod der i opslaget.

Kommunen mente, at den kvindelige praktikants opslag var illoyalt, og at hun havde gengivet talen forkert. Hun blev derfor indkaldt til tjenstlig samtale og fik en skriftlig påtale.

Ombudsmanden mener ikke, at opslaget er en korrekt gengivelse af direktørens tale. Alligevel mener ombudsmanden, at det var i orden.



- Offentligt ansatte har en vidtgående ytringsfrihed. Det betyder blandt andet, at de er berettigede til at bruge skarpe og polemiske vendinger og overdrevne udtryk, så længe de for eksempel ikke kommer med åbenbart urigtige oplysninger eller er urimeligt grove, udtaler Folketingets Ombudsmand, Jørgen Steen Sørensen.



Han peger også på, at Odense Kommune i den konkrete sag naturligvis kunne tage til genmæle over for facebookopslaget.

Ombudsmanden mener derfor, at kommunen i stedet for at indkalde praktikanten til en tjenestelig samtale, over for praktikanten eller i en bredere kreds kunne have fortalt, hvad direktøren egentlig havde sagt, og hvad meningen med det var.

Praktikanten var pædagogstuderende på tidspunktet og er medlem af fagforbundet Socialpædagogerne. Forbundets formand, Benny Andersen, er glad for afgørelsen.

- Den slår fast, at som socialpædagog og offentligt ansat har du også ret til at have en mening om, hvad der foregår i din kommune, siger formanden og tilføjer:

- Man skal forstå, at det er en del af socialpædagogers arbejde på en måde at være talerør for de borgere, som de arbejder med, der ikke selv har mulighed for at ytre sig.



/ritzau/

SENESTE INDLAND/KRIMINAL

MESTE LÆST INDLAND/KRIMINAL (48 T)

Mest læste