3. NOV 2018 • 01:07INDLAND/KRIMINAL

Udgifter til jobcentrene stiger trods faldende ledighed

Siden 2012 er antallet af ledige faldet uafbrudt, men udgifterne til administration af jobcentrene er steget.

Antallet af arbejdsløse er faldet uafbrudt siden 2012 og er i dag nede på 106.600 registrerede ledige.



Alligevel er de samlede udgifter til at få ledige i job fra 2012 til 2016 steget med tre procent, når man regulerer for priser og lønninger.



Det skriver Berlingske.



Ser man alene på udgifterne til administration af jobcentrene, er de i perioden med faldende ledighed steget med godt en milliard kroner - fra 3,4 milliarder kroner i 2012 til 4,5 milliarder i 2016.



Det fremgår af en analyse af tallene foretaget af den uafhængige tænketank Kraka, der konkluderer, at ledigheden var cirka 30 procent lavere i 2016, end den var i 2012.



- Det er overraskende, at udgifterne til jobcentrene stiger og tilsyneladende er helt uafhængige af antallet af ledige, siger senioranalytiker i Kraka Niels Storm Knigge til Berlingske.



- Det er klart, at der er visse udgifter, for eksempel husleje, der ikke varierer med antallet af ledige, men alligevel burde det være muligt at få udgifterne til i et vist omfang at følge antallet af kunder i butikken, tilføjer han.



Danmark er ifølge analysen det land i OECD, der anvender flest penge på den aktive beskæftigelsesindsats.



Danmark brugte i 2015 mere end tre gange så meget som gennemsnittet for alle OECD-lande og langt mere end lande som Holland og Tyskland, skriver Berlingske.



Efter kommunalreformen blev jobindsatsen lagt ud til kommunerne. Det betyder ifølge underdirektør i Dansk Arbejdsgiverforening Erik E. Simonsen, at man nu har fået mange forskellige måder at få ledige i job.



- Og dette præger i høj grad indsatsen. Nogle kommuner gør det ganske godt, og så er der nogen, der gør det ufatteligt dårligt. Generelt bliver der brugt alt for mange instrumenter, som ikke virker, siger han til Berlingske.



Kommunernes Landsforening forklarer blandt andet de stigende udgifter med, at der er sket et skifte fra aktivering til en mere virksomhedsrettet indsats med praktik og løntilskud.



Det betyder, at udgifterne til aktivering falder. Til gengæld ansættes der flere virksomhedskonsulenter i jobcentrene.



/ritzau/

SENESTE INDLAND/KRIMINAL

MESTE LÆST INDLAND/KRIMINAL (48 T)

Mest læste

17. NOV 2018 • 09:33 FOR ABONNENTER

Tiden modarbejder et nyt FC Bornholm

16. NOV 2018 • 18:55 FOR ABONNENTER

Spændende avlshingst flytter til Bornholm

15. NOV 2018 • 16:45 FOR ABONNENTER

Toft tror på titlen