2. NOV 2018 • 22:50INDLAND/KRIMINAL

Offentligt ansatte holder kritik af arbejdsplads tilbage

Hvert tredje FOA-medlem har holdt kritik af arbejdsplads tilbage på grund af frygt for negative konsekvenser.

I fagforbundet FOA, der tæller faggrupper som social- og sundhedsassistenter og pædagogmedhjælpere, oplever medlemmerne, at de bliver indirekte presset og truet til at holde inde med kritik.

Det skriver Politiken lørdag.



Fagforbundet FOA fik i maj i år lavet en undersøgelse blandt cirka 4000 medlemmer. Her svarede hver tredje, at de har holdt kritik af forhold på deres arbejdsplads tilbage på grund af frygt for negative konsekvenser.

Undersøgelsen viser også, at fire ud af ti har oplevet direkte eller indirekte at få mundkurv på af ledelsen. Og at 12 procent blev indkaldt til en tjenstlig samtale efter at have ytret sig kritisk.

Ifølge formand for FOA Mona Striib er tallene "bekymrende".

Hun understreger, at både offentligt og privat ansatte oplever repressalier.

- Vi skal kunne være sikre på, at vi som ansatte får fortalt, får sagt fra og får sagt stop, siger hun til Ritzau.

Hun mener, at det er vigtigt, at der bliver talt om problemet, og at ledere og medarbejdere i fællesskab skal tage et ansvar.

Formand for Danske Regioner Stephanie Lose (V) understreger, at der ikke må være tvivl om, at man som offentligt ansat har ret til at ytre sig.

- Som arbejdsgivere har vi og vores ledere et ansvar for at skabe en tryghed omkring, hvis man vælger at bruge sin ytringsfrihed offentligt, siger hun til avisen.

Juridisk chef i Kommunernes Landsforening Pernille Christensen skriver i et mailsvar på tallene fra FOA, at alle offentligt ansatte har "ret til at ytre sig om deres eget arbejdsområde".

Politiforbundet genkender problematikken. Blandt folkeskolelærerne er ytringsfriheden også under pres, skriver Politiken, der satte fokus på den problematik tirsdag.

/ritzau/

SENESTE INDLAND/KRIMINAL

MESTE LÆST INDLAND/KRIMINAL (48 T)

Mest læste

17. NOV 2018 • 09:33 FOR ABONNENTER

Tiden modarbejder et nyt FC Bornholm

16. NOV 2018 • 18:55 FOR ABONNENTER

Spændende avlshingst flytter til Bornholm

15. NOV 2018 • 16:45 FOR ABONNENTER

Toft tror på titlen