10. JUL 2018 • 02:42INDLAND/KRIMINAL

Højere pensionsalder kan give nedslidte ældre problemer

Det kan efterlade en gruppe af ældre i et økonomisk hul, når aldersgrænsen for folkepension hæves fra 2019.

Der er tale om et eksperiment i stor skala, når folkepensionsalderen gradvist hæves fra 65 til 67 år i perioden fra 2019 og fire år frem.

Det mener overvismand og professor i økonomi ved Aarhus Universitet Michael Svarer, skriver Politiken tirsdag.



- Vi har aldrig tidligere over så kort en årrække sat pensionsalderen så meget op, siger han til avisen.

Michael Svarer uddyber, at der er lavet seniorførtidspensions- og fleksjobordninger, som skal samle de grupper op, der ikke kan klare at arbejde under almindelige forhold, frem til de bliver pensioneret.

- Men vi ved endnu ikke, om de ordninger i praksis kan samle de grupper op.

Lektor og forsker i aldring Mimi Yung Mehlsen fra Psykologisk Institut ved Aarhus Universitet mener, at der er stor fare for, at der de næste 10 til 20 år skabes en gruppe ældre borgere, der ikke passer ind i systemet.

De kan være for slidte til at arbejde, for unge til at gå på pension og for raske til at få en førtidspension eller anden offentlig støtte.



- Nu har man vedtaget politisk, at fordi folk lever længere, kan vi også arbejde længere. De ved vi ret beset ikke, om folk kan, siger hun til Politiken.

De økonomiske vismænd har i deres efterårsrapport fra 2017 vurderet, at gruppen på langvarig offentlig forsørgelse er i omegnen af 400.000 danskere. Det svarer til hver syvende i den erhvervsaktive alder.



Der er tale om personer, der de seneste fire af fem år har været forsørget af det offentlige. De, der er over 60 år, udgør mere end 40 procent af gruppen.

/ritzau/

SENESTE INDLAND/KRIMINAL

MESTE LÆST INDLAND/KRIMINAL (48 T)

Mest læste