9. JUL 2018 • 11:32INDLAND/KRIMINAL

Otte storkeunger på vingerne med hjælp fra markvanding

Kunstvanding af marker gør det lettere for storkepar at finde føde til det højeste antal storkeunger i 14 år.

Otte flyvefærdige storkeunger er snart klar til at forlade rederne i Gundsølille og Smedager i Sønderjylland.

Og de kan i høj grad sende en venlig tanke til landmændene, der har sendt det tunge markvandingsudstyr på markerne.

- Det betyder, at regnorme trækker op til overfladen, og det har storkene lært sig.

- De henter i den grad regnorme ind til ungerne i Smedager, siger Mogens Lange, der er bestyrelsesmedlem i Storkene.dk.



De otte storkeunger fordeler sig med fem i Gundsølille og tre i Smedager.

Man skal tilbage til 2004 for at finde et tilsvarende antal flyvefærdige storkeunger.



- Otte unger er noget nær det maksimale i forhold til, hvad man kan forlange af storkeunger i Danmark, siger Mogens Lange.

Hen henviser til, at Danmark er den nordligste del af storkens udbredelsesområde.

Storke er ikke gode venner med regn og blæst, og det er normalt en fast bestanddel af den danske sommer. Men ikke i år.

- Sommeren i år har været solrig og varm, og det har betydet, at storkene har haft noget nær optimale betingelser for at opfostre unger, siger Mogens Lange.



Der bliver lagt føde ud ved reden i Gundsølille, hvor storkeparret bor sommer og vinter.

Men parret i Smedager trækker herop fra Afrika, og de er ikke på samme måde villige til at indtage udlagt føde.

Derfor ville tørken have været et stort problem, som kunne have frataget fødegrundlaget for den sønderjyske storkefamilie.

Men her er markvandingen altså kommet storkene til undsætning.

Og den tidlige høst, som er fremtvunget af den markante sommervarme, er også positivt set med storkeøjne.

- Når høsten starter tidligere, bliver der tidligere åbnet for jordoverfladen for storkene. Her kan de finde insekter, mus, larver og ormen, siger Mogens Lange.

Storkeungerne ventes at forlade rederne til august, hvorefter de vil trække sydpå.



/ritzau/

SENESTE INDLAND/KRIMINAL

MESTE LÆST INDLAND/KRIMINAL (48 T)

Mest læste