6. JUL 2018 • 04:15INDLAND/KRIMINAL

Feststemt popfænomen høster anmelderros på Orange Scene

Popstjernen Bruno Mars er den, der hidtil har klædt den ikoniske scene bedst, skriver Politikens anmelder.

En sand hitparade blev suppleret med rigelige mængder fyrværkeri, fest og ballade, da amerikanske Bruno Mars torsdag indtog Orange Scene på Roskilde Festival.

Og det faldt i god jord hos anmelderkorpset, der belønner det 32-årige popfænomen med flotte ord.



Ikke mindst Politikens anmelder havde en god oplevelse. Således mener hun, at Bruno Mars foreløbig er den kunstner, der har klædt Orange Scene bedst på dette års festival.



- Sangene virker dog upåklageligt på en scene som Orange. Han rammer publikum langt nede bagest og helt ude i siden, skriver anmelderen, der kvitterer med fem ud af seks hjerter.



Fem ud af seks giver også B.T.s anmelder, der kalder torsdagens fest for "et brag af en koncert".



- På få sekunder var græsplænen foran Roskilde Festivals største scene forvandlet til landets vel nok største dansegulv, skriver anmelderen i indledningen.



- Man havde på fornemmelsen, at det ville blive en af de der helt uforglemmelige aftener på Roskilde Festival, tilføjer han.



Jyllands-Postens anmelder kalder Bruno Mars en af tidens største popstjerner. Og arrangørerne fik valuta for pengene, da hitmageren viste sig som en sand entertainer med både god stemme og gode numre.



- Mange på pladsen lod sig uanset alder og køn gribe af stemningen, mens den unge fanskare forrest levede sig dybt ind i oplevelsen, skriver anmelderen, der giver fire stjerner for koncerten.



Ekstra Bladets anmelder er på linje med Jyllands-Posten og giver fire ud af seks stjerner.



- Det føltes som en blanding af Las Vegas og Smukfest, mens folket gik bananas på Skandinaviens mægtigste natklub, skriver anmelderen, der dog ikke mener, at koncerten musikalsk vil gå over i festivalens historie.



- Som overfladeunderholdning er det imidlertid sjældent set større på Orange, tilføjer han.



/ritzau/

SENESTE INDLAND/KRIMINAL

MESTE LÆST INDLAND/KRIMINAL (48 T)

Mest læste