12. JUN 2018 • 14:51INDLAND/KRIMINAL

Udenrigsministeriet udvider rejsevejledning med 37 nye lande

Rejsende kan nu få råd om flere lande fra Udenrigsministeriet, som udvider med blandt andet Europa og USA.

Udenrigsministeriet udvider antallet af rejsevejledninger med 37 helt nye, som for første gang omfatter lande i Europa samt USA, Canada, Japan og Australien. Det oplyser Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.



- Med 37 nye rejsevejledninger har vi nu en rejsevejledning for alle lande, hvor der er en dansk ambassade. Samtidig har vi gjort dem lettere at forstå.



- Vi har eksempelvis tilføjet farver, som gør det meget tydeligt, hvordan sikkerhedsrisikoen kan variere i forskellige dele af et land, siger centerchef for Borgerservice og Kommunikation René Dinesen.

Rejsevejledningerne er Udenrigsministeriets vurdering af de pågældende lande. Om der for eksempel er særlige farer eller forhold, man skal kende til, inden man besøger et land.

Det kan være risiko for naturkatastrofer, politiske spændinger, forhøjet risiko for terrorangreb eller anden kriminalitet.



Vejledningerne er primært rettet mod danske turistrejsende.

Udvidelsen kommer på grund af stigende efterspørgsel, siger centerchefen.

I takt med at danskerne rejser mere og mere, får Udenrigsministeriet flere spørgsmål om rejsemålene.



- Flere rejser individuelt og ikke nødvendigvis med et selskab, som tager sig af sikkerhed og praktik. Derfor oplever vi ret stor efterspørgsel på gode rejseråd.



- Det er selvfølgelig især, hvis folk har bekymringer om sikkerhed og terrorisme, de henvender sig. Så det er især de emner, vores rejsevejledninger beskæftiger sig med, siger Rene Dinesen.

Alle informationer er samlet i Udenrigsministeriets app "Rejseklar".



Her kan man også tilmelde sig den såkaldte "Danskerlisten". Den giver mulighed for direkte kontakt mellem den rejsende og Udenrigsministeriet i tilfælde af en krisesituation.

/ritzau/

Mest læste

17. NOV 2018 • 09:33 FOR ABONNENTER

Tiden modarbejder et nyt FC Bornholm