16. APR 2018 • 13:25INDLAND/KRIMINAL

17.500 danskere rykker frivilligt ud ved hjertestop

Tusindvis af borgere i hovedstaden får besked ved hjertestop i nabolaget, og nu skal ordningen udbredes.

Tusindvis af borgere i Region Hovedstaden kan kalde sig hjerteløbere.

De bliver alarmeret, når der er et formodet hjertestop i nærheden af, hvor de befinder sig.



TrygFonden står bag den såkaldte hjerteløberordning, som 17.500 personer har tilmeldt sig.

Siden ordningen blev lanceret for knap otte måneder siden, er 2152 hjerteløbere løbet, cyklet eller kørt afsted for at begynde livreddende førstehjælp eller bringe en hjertestarter til stedet.

Det oplyser TrygFonden i en pressemeddelelse.



Og hjerteløberne gør en forskel, forklarer Frederik Folke, der er forskningsleder i Region Hovedstadens Akutberedskab.

- Jo hurtigere genoplivningen begynder, jo større er chancen for at overleve, og vi ved allerede nu, at hjerteløberne i flere tilfælde har været med til at redde liv, siger han.

De foreløbige erfaringer viser, at hjerteløberne i 39 procent af tilfældene når frem før ambulancen.

Det øger chancen for, at personen med hjertestop overlever.



Hvis lægfolk - eksempelvis en hjerteløber - giver hjerte-lunge-redning, inden ambulancen kommer, så overlever én ud af otte.

Hvis der ikke gives hjerte-lunge-redning, før ambulancen når frem, overlever kun cirka én ud af 30.

De tilmeldte hjerteløbere får besked via en app, som de har downloadet til deres smartphones.

Hvis de befinder sig i nærheden, får de en alarm på telefonen, som de enten kan afvise eller acceptere.

Det er en fordel, men ikke noget krav, at man har været på kursus i livreddende førstehjælp.

Planen er nu at udbrede ordningen til andre dele af landet.

- De foreløbige erfaringer er så tilpas overbevisende, at vi arbejder med at udbrede ordningen i andre dele af landet inden for de kommende måneder og år, siger Grethe Thomas, projektchef i TrygFonden.



Hjerteløberne hyldes mandag ved en hjerteløbermarch i København, hvor 2300 personer ventes at deltage.



/ritzau/

SENESTE INDLAND/KRIMINAL

MESTE LÆST INDLAND/KRIMINAL (48 T)

Mest læste