22. MAR 2018 • 17:00INDLAND/KRIMINAL

Brøndby trækker pris til dømt pædagogmedhjælper tilbage

Pædagogmedhjælper og spejderleder, der er dømt for sexkrænkelser af børn, må aflevere pris fra kommunen.

En 47-årig mand, som onsdag i Retten i Glostrup er dømt til forvaring for en række grove sexkrænkelser af børn, var ved siden af jobbet som pædagogmedhjælper i Albertslund også frivillig spejderleder i Brøndby, skriver SN.dk.



Efter dommen har Brøndby Kommune valgt med øjeblikkelig virkning at trække prisen som årets børne- og ungdomsleder 2014 tilbage.

Den dømte mand blev hædret på Brøndby Rådhus i december 2014, og her blev han rost af den daværende borgmester. På det tidspunkt anede ingen, hverken i Albertslund eller Brøndby, at han misbrugte børnene.

- Hædring af kommunens frivillige er helt uforeneligt med de grove overgreb, som den pågældende nu er dømt for, og prisen trækkes derfor tilbage af respekt for de berørte og kommunens mange frivillige ildsjæle, som yder et stort og betydningsfuldt arbejde med at skabe oplevelser og fællesskaber for kommunens børn, unge og voksne borgere, siger Brøndby Kommune i en udtalelse til SN.dk.

Brøndby Kommune har siden sigtelsen tilbage i marts 2017 fulgt sagen tæt og tilbudt hjælp til de berørte i den spejdergruppe, hvor manden har fungeret som frivillig spejderleder.



Overgrebene og blufærdighedskrænkelserne fandt sted over en årrække på godt 17 år, og hans ofre var helt ned til to år gamle.

De startede ved årtusindskiftet, hvor den 47-årige flere år foretog skjulte optagelser i drengenes omklædningsrum i de lokale svømmehaller.

Senere, da han blev spejderleder og siden pædagogmedhjælper i Albertslund, udviklede det sig til egentlige overgreb.

Den 47-årige blev idømt forvaring for 45 seksuelle overgreb eller krænkelser mod 28 børn under 12 år.

Det er dels sket i en børneinstitution i Albertslund, dels i en spejdergruppe i Brøndby.

Manden har anket dommen til formildelse.

/ritzau/

SENESTE INDLAND/KRIMINAL

MESTE LÆST INDLAND/KRIMINAL (48 T)

20. JUL 2018 • 16:04 FOR ABONNENTER

Østre Pilegård fremtidssikrer med stor udvidelse

20. JUL 2018 • 14:32 FOR ABONNENTER

30 frivillige er klar med kæmpefest i Nexø

Mest læste