12. FEB 2018 • 18:33INDLAND/KRIMINAL

Dronningen alene på kort besøg hos prins Henrik

Den danske regent besøgte mandag eftermiddag igen sin mand, der er indlagt på Rigshospitalet.

Dronning Margrethe var mandag på et kort besøg hos prins Henrik, der er indlagt på Rigshospitalet. Regenten ankom omkring klokken kvart i tre og forlod hospitalet igen 30 minutter senere.



Det oplyser en fotograf fra Ritzau Scanpix på stedet.

Besøget var ventet, da kongehuset tidligere har aflyst dronning Margrethes besøg på Sankt Lukas Hospice i Hellerup mandag. Hun skulle besøge det i anledning af dets 25-års jubilæum.



Søndag eftermiddag ændrede kongehuset sin kalender, så besøget udgik.

I stedet besøgte dronningen prins Henrik. Hans tilstand har siden fredag været "alvorligt forværret".

Dronningen aflyser også en offentlig audiens 19. februar. Det fremgår af hendes kalender. Årsagen er prins Henriks tilstand, skriver kongehuset.

Derudover skulle dronningen have deltaget i Skuespilhusets 10-års jubilæum i København fredag 16. februar, men det er også blevet fjernet fra kalenderen.



Et arrangement i anledning af Litauens 100 år samme dag, hvor kronprinsesse Mary deltager, er forblevet i kalenderen.

Senere på eftermiddagen ankom prins Joachim alene til Rigshospitalet for at besøge prins Henrik.

Prins Joachim ankom omkring klokken halv fem og tog af sted igen omkring klokken seks, oplyser en fotograf fra Ritzau Scanpix på stedet.



Dronning Margrethe har besøgt sin ægtemand på Rigshospitalet flere gange i løbet af weekenden.



Søndag var prins Joachim og prinsesse Marie med deres børn, prins Henrik og prinsesse Athena, og Joachims to sønner, prins Nikolaj og prins Felix, også på Rigshospitalet for at besøge prins Henrik.

Tidligere på søndagen besøgte kronprinsparret og deres børn ligeledes prins Henrik. Kronprins Frederik er rejst hjem fra sine opgaver i forbindelse med vinter-OL i Sydkorea for at være hos sin far.

I weekenden besøgte også prins Henriks søster Catherine de Monpezat sin bror på Rigshospitalet.

Prins Henrik har været indlagt på Rigshospitalet siden 28. januar efter at have været i Sharm el Sheikh i Egypten.

Det har tidligere været meddelt fra kongehuset, at prinsen har fået konstateret en godartet svulst i venstre lunge, og at han skulle i behandling for en lungeinfektion.

Siden meldingen fra kongehuset om prinsens forværrede tilstand kom fredag, har der ikke været oplyst nyt om hans tilstand.

/ritzau/

SENESTE INDLAND/KRIMINAL

MESTE LÆST INDLAND/KRIMINAL (48 T)

19. MAJ 2018 • 11:51 FOR ABONNENTER

Spillested vil lave om på dødvande i musiklivet

Mest læste