9. AUG 2017 • 16:30INDLAND/KRIMINAL

Fald i antal asylansøgere fører til lukning af flere centre

Der er i år blevet lukket flere end 20 asylcentre, og onsdag har Udlændingestyrelsen valgt at lukke fire mere.

Udlændingestyrelsen lukker yderligere fire asylcentre, der drives af Røde Kors. De fire centre har i alt plads til at indkvartere 950 personer.

Det oplyser styrelsen i en pressemeddelelse onsdag eftermiddag.

Årsagen er ifølge myndigheden, at antallet af asylansøgere, der er rejst til Danmark, gennem længere tid har ligget lavt.

- Indrejsetallet har fortsat med at være lavt hen over sommeren, og vi forventer ikke umiddelbart ændringer i tallene i den kommende tid.



- Vi lukker derfor de to centre i Dianalund samt Center Kalundborg og Center Korsør frem mod februar 2018, siger Thomas Mortensen, kontorchef i Udlændingestyrelsen, i pressemeddelelsen.

Beboerne på centrene i Dianalund, Kalundborg og Korsør vil inden lukningen blive overflyttet til andre asylcentre.

Der er i år allerede blevet lukket 21 centre, og med de nye lukninger er tallet nu oppe på 25.

Ud over de fire centre, hvis lukning er annonceret onsdag, er det tidligere blandt andet blevet besluttet at lukke centrene Børkop, Sønderborg og Segen.

De blev drevet henholdsvis af Røde Kors, Jammerbugt Kommune og Røde Kors sammen med Bornholms Regionskommune.

De tre centre havde samlet en kapacitet på omkring 850 pladser.

De seneste måneder har antallet af asylansøgere, der er rejst ind i landet, ligget stabilt på omkring 300 personer om måneden.

I øjeblikket er der i alt indkvarteret cirka 6250 asylansøgere på i alt 34 asylcentre rundt omkring i landet.

Udlændingestyrelsen vurderer løbende behovet for eventuelle yderligere tilpasninger, lyder det i pressemeddelelsen.



/ritzau/

SENESTE INDLAND/KRIMINAL

MESTE LÆST INDLAND/KRIMINAL (48 T)

Mest læste