19. JUN 2017 • 17:52INDLAND/KRIMINAL

Lilleholt vil helst købe hus med godt bredbånd

Teleminister Lars Christian Lilleholt (V) forstår ønsker om mere målrettede investeringer i dansk bredbånd.

- Det er min hensigt at se på, hvordan vi kan gøre det bedre i praksis, når vi skal evaluere 2017-puljen.

Sådan siger energi- og forsyningsminister Lars Christian Lilleholt (V) efter kritik mod brugen af pengene fra regeringens bredbåndspulje.

Han har forståelse for ønsker om, at pengene fra bredbåndspuljen skal bruges mere målrettet i mindre befolkede områder.



Regeringen satte sidste år 200 millioner kroner til side til at forbedre mulighederne for at få hurtigt internet rundt om i landet.

Der er indtil videre brugt 80 millioner, men kritikere mener, at de ikke er blevet brugt de rigtige steder.

Blandt andet Folketingets udvalg for landdistrikter og øer.



Her undrer man sig over, at ingen yderkommuner i 2016 fik støtte fra bredbåndspuljen, mens der er givet støtte til projekter i Storkøbenhavn.



Udvalget har derfor kaldt Lars Christian Lilleholt (V), der som energi- og forsyningsminister også er teleminister, i samråd tirsdag.

Han peger dog på, at det ikke kun er i udkantsdanmark, at der er dårlig bredbåndsdækning.

- Jeg kan konstatere, at der også er tyndt befolkede lokalområder i Region Hovedstaden, hvor det er svært at få adgang til hurtigt internet, siger Lars Christian Lilleholt.

Netop hurtige internetforbindelser bliver stadigt vigtigere, når danskerne køber ny bolig.



Uanset hvor man bor, forventer de fleste i dag hurtig elektronisk kontakt med omverdenen.

Mere end hver tredje mener, at en langsom bredbåndsforbindelse er udslagsgivende i forbindelse med huskøb. En væsentlig stigning i forhold til 2014, hvor det kun gjaldt hver fjerde.

Det viser en undersøgelse foretaget i maj for brancheforeningen Dansk Energi.

Lars Christian Lilleholt har forståelse for boligkøbernes ønsker om hurtigt internet.



- Hvis jeg selv skulle købe et nyt hus, så ville jeg også have fokus på, om der var en fornuftig bredbåndsforbindelse.

- Derfor er jeg også glad for, at 88 procent af samtlige husstande og virksomheder i Danmark har en fornuftig bredbåndsforbindelse.

- Det er bare ikke nok. Der er skal stadig initiativer til, og blandt andet derfor har regeringen etableret bredbåndspuljen, siger han.



/ritzau/

SENESTE INDLAND/KRIMINAL

MESTE LÆST INDLAND/KRIMINAL (48 T)

22. OKT 2017 • 14:04 KUN FOR ABONNENTER

Weekendens leder: En skål for Bornholm!

22. OKT 2017 • 11:47 KUN FOR ABONNENTER

Enighed: Store Torv fungerer ikke optimalt

Mest læste