16. SEP 2019 • 15:23ERHVERV/POLITIK

Skatteminister lover langt mere kontrol med banker

Den såkaldte bankordning, hvor banker har kunne udbetale refusion af udbytteskat, har været for dårlig.

Skattestyrelsen har mandag krævet 900 millioner kroner tilbage fra en stor bank i forbindelse med den såkaldte udbytteskandale. Bankerne har ikke levet op til deres ansvar, og står over for mere kontrol, siger skatteminister Morten Bødskov (S).

Udbytteskandalen omhandler, at svindlere uberettiget har fået refusion for udbytteskat af aktier, de ikke har ejet. Samlet er der udbetalt over 12 milliarder kroner uretmæssigt.

En del af skandalen omhandler, at banker har kunnet stå for refusionen for deres kunder og så få pengene fra staten efterfølgende. Altså de facto ageret på skattesystemets vegne.



- Det er en kæmpe skandale. I dag ser vi, at der i den del af udbyttesagen, der hedder bankordningen, også har været problemer. Det reagerer Skattestyrelsen nu på.

- For mig at se, så var det godt, at ordningen blev lukket tilbage i 2015. Og det ser vi et bevis på i dag, siger skatteminister Morten Bødskov og fortsætter:

- Det har simpelthen ikke været godt nok. Administrationen har været lemfældig og tilsynet har været ligeså lemfældigt.

Han vil ikke afvise, at bankerne igen kommer til at spille en nøglerolle, når det kommer til at udbetale refusion af udbytteskat.



- Vi kommer til at se på, hvordan vi kan lave en ny ordning. Det forhandler vi med bankerne om nu. De forhandlinger handler om, at banker skal tage et langt større ansvar for kontrollen af de penge, der bliver udbetalt.

- Det vil være en markant anderledes og langt mere striks ordning end den, man har set tidligere, siger Morten Bødskov.

Den store udbyttesag er blevet kædet sammen med de sidste mange års markante nedskæringer i skattekontrollen. Det førte til, at et meget lille antal medarbejdere i Skat stod for at kontrollere milliardudbetalinger af refusion af udbytteskat.

Oven på voldsomme problemer i skat, blandt andet med inddrivelse, er der blevet tilført flere midler til området.

- Det, vi har set, er en kæmpe skandale. Og jeg vil gøre alt for, at vi aldrig ser sådan noget igen.



- Det kræver en ny model, hvor der er mere kontrol og der ikke kan rejses spørgsmål om hverken lovgrundlag eller administration af loven. Det er desværre det, vi har set, og det er derfor, det er gået galt, siger Morten Bødskov.



/ritzau/

SENESTE ERHVERV/POLITIK

MESTE LÆST ERHVERV/POLITIK (48 T)

12. OKT 2019 • 20:01 FOR ABONNENTER

I kapløb med tiden

12. OKT 2019 • 19:42

Private sælger loppefund

12. OKT 2019 • 18:39 FOR ABONNENTER

Skydesportens Dag: Tidende på pletten

12. OKT 2019 • 18:12 FOR ABONNENTER

Efterår på Grønbechs Gård: Kun røre, ikke se!

Mest læste