10. SEP 2019 • 11:01ERHVERV/POLITIK

V-formand i hovedstaden opfordrede Ellen Trane til at stille op

Formænd for Venstres regionsbestyrelser er tilfredse med, at der nu er flere kandidater til næstformandspost.

Efter at Inger Støjberg (V) havde meldt sit kandidatur til næstformandsposten i Venstre, sendte formand for Venstres regionsbestyrelse i hovedstaden en mail til Ellen Trane Nørby (V).



I mailen opfordrede han hende til at melde sig som kandidat.



- Det, jeg ønskede, var en valgmulighed for Venstres medlemmer, så man ikke bliver præsenteret for en færdig pakke, men at man får en reelt valg, siger Bo Madsen.



Ellen Trane Nørby sagde mandag aften i et interview med avisen Danmark, at hun også er kandidat til posten som næstformand. Det betyder, at der bliver kampvalg, når Venstre holder ekstraordinært landsmøde 21. september.

Bo Madsen kalder både Inger Støjberg og Ellen Trane Nørby for "hammergode kandidater". Det er hans overbevisning, at de begge vil formå at samle det splittede Venstre, men der er naturligvis nuanceforskelle.

- Ellen Trane Nørby viste under forhandlinger om sundhedsreformen, at hun loyalt står i spidsen for et projekt, uagtet at det gav hende nogle skrammer i baglandet, siger Bo Madsen.



- Hun er den loyale partisoldat, som arbejder for det projekt, hun bliver sat i spidsen for. Så jeg tror også, at hun kan være en god samlende effekt for Venstre.



Leif Krarup, som er formand for Venstre i Region Syddanmark, har også efterlyst flere kandidater.



- Der er ingen skade til et demokrati, at de delegerede har flere kandidater at vælge imellem, siger han.



Krarup er meget optaget af, at næstformanden vil være med til at sørge for, at folketingsgruppen lytter mere til det regionale og det kommunale bagland.

I den forbindelse lægger han ikke skjul på, at han støtter Ellen Trane Nørby.



- Derfor støtte jeg Ellen Trane, fordi jeg synes, det er vigtigt, at vi får skabt en god dialog mellem de forskellige led, siger Leif Krarup.



Hos Venstre i Region Midtjylland vil formand for regionsbestyrelsen Jens Nicolai Vejlgaard lade de delegerede ved det ekstraordinære landsmøde selv tage stilling til, hvem de ønsker at få som næstformand.

Han ønsker ikke at sætte navn på, hvem han selv foretrækker.

- Det vil i hvert fald ikke gøre noget, at vi har en næstformand, der lytter til baglandet, siger han.

/ritzau/

SENESTE ERHVERV/POLITIK

MESTE LÆST ERHVERV/POLITIK (48 T)

14. SEP 2019 • 07:54 FOR ABONNENTER

Bolchemager laver mormormad i nyt firma

13. SEP 2019 • 20:43 FOR ABONNENTER

Naboer er bekymrede over udsigten til mere trafik

13. SEP 2019 • 18:30 FOR ABONNENTER

16 nye boliger kan give trafikale problemer

Mest læste

12. SEP 2019 • 20:15 FOR ABONNENTER

Et nyt spil er kommet til Bornholm

11. SEP 2019 • 11:21 FOR ABONNENTER

Lasse Holmgaard tilknyttes Elite Bornholm

11. SEP 2019 • 07:14SPORT

Fine løb på våd travaften