14. AUG 2019 • 20:23ERHVERV/POLITIK

Genmab omsatte for mere end forventet i andet kvartal

Selskabet opjusterer på baggrund af resultatet for andet kvartal forventningerne til resten af året.

Biotekvirksomheden Genmab præsenterer en større omsætning end ventet i årets andet kvartal.

Det skriver Ritzau Finans.

Genmabs samlede omsætning landede på 773,9 mio. kroner i andet kvartal.

Til sammenligning omsatte selskabet for 510 millioner kroner i samme periode sidste år, og analytikere, som Bloomberg News har indsamlet estimater fra, forventede en omsætning på 734 millioner i andet kvartal, skriver Ritzau Finans.

Selskabet opjusterer derfor forventningerne til resten af året.

Genmab regner med en omsætning på 200 millioner kroner mere end ventet, mens driftsoverskuddet ventes at blive 50 millioner større.

Og det er ifølge Søren Løntoft Hansen, analytiker i Sydbank, et "godkendt" regnskab for biotekvirksomheden.



- Her er det blandt andet dollarkursen, der er med til at opjustere forventningerne. Genmab selv havde regnet med en dollarkurs på 6 kroner, og den ligger nu på omkring 6,60 kroner, siger han.



Genmab forventer i alt et driftsoverskud på 2050 millioner kroner og en omsætning på 4800 millioner kroner i 2019.

Langt hovedparten af selskabets omsætning kommer fra royalties fra kræftmidlet Darzalex.

Darzalex er et lægemiddel til behandling af knoglemarvskraft og royalties herfra stod for hele 667 millioner kroner alene i andet kvartal.

Trods en stigende omsætning var bundlinjen mindre end forventet.

Bundlinjen viste således et plus på 84,9 millioner kroner i andet kvartal mod forventede 105 millioner.



Det skyldes, at Genmab investerer flere penge i udviklingen af selskabet.



- Vi kan også i regnskabet se, at der er godt fut i udviklingen, hvilket afspejler det solide fundament, som Darzalex-salget skaber. Genmab har råd til at investere i sin pipeline, siger Søren Løntoft Hansen.

Genmab får royalties i forbindelse med Darzalex fra selskabet Janssen, der er Genmabs partner i udviklingen og markedsføringen af Darzalex.

/ritzau/

SENESTE ERHVERV/POLITIK

MESTE LÆST ERHVERV/POLITIK (48 T)

20. AUG 2019 • 19:44 FOR ABONNENTER

Venstre og DF splittet om næste års budget

20. AUG 2019 • 18:13 FOR ABONNENTER

Venstre varsler hårdere kurs mod Winni

Mest læste