24. APR 2019 • 15:25ERHVERV/POLITIK

Forulykket flytype trækker tæppet væk under Boeing-regnskab

Boeings forventninger til årsregnskabet skrottes som følge af flyveforbud til ulykkesflyet 737 MAX.

Flyproducenten Boeing kaster sine tidligere forventninger til resten af året ud ad vinduet.

Det sker, fordi flytypen 737 MAX har fået flyveforbud, da flyets teknik er mistænkt for at have spillet en rolle i to flystyrt.

Da et 737 MAX styrtede ned i Etiopien i marts, kom flytypen for alvor i fokus. En lignende ulykke med en 737 MAX skete også i oktober 2018 i Indonesien.

Mens sagen undersøges, har flytypen fået flyveforbud. Og det kan mærkes hos Boeing.

Også selv om det skete, få uger før Boeing lukkede regnskabsbøgerne for første kvartal.

I regnskabet noterer Boeing, at trods stigende indtægter fra salg til diverse flyvevåben og servicekontrakter så er både omsætning og profit faldet, fordi der bliver leveret færre fly af typen 737.



Omsætningen er faldet med det, der svarer til 3,3 milliarder kroner, men den lyder fortsat på 152,2 milliarder kroner.



Også selskabets overskud har mistet en femtedel sammenlignet med samme periode sidste år.



I forbindelse med regnskabet har Boeing også skrottet sine tidligere forventninger til overskuddet for hele året.



Ifølge Boeing tog forventningerne ikke højde for, at 737 MAX ville få et flyveforbud.

737 MAX var ellers en af Boeings stærkeste salgsvarer, og der er allerede leveret 370 udgaver af flytypen.

Selskabet har desuden valgt at sætte aktietilbagekøb på pause som følge af problemerne med 737 MAX.



Aktiekøbene er en måde at sende penge tilbage til aktionærerne, men Boeing vælger nu at holde på kontanterne.



Boeings ordrebog består trods problemerne af bestillinger på 5600 fly.



Samlet har det amerikanske selskab ordrer til en værdi af 3233 milliarder kroner.



Det svarer til knap halvanden gange Danmarks bruttonationalprodukt (bnp).



/ritzau/

SENESTE ERHVERV/POLITIK

MESTE LÆST ERHVERV/POLITIK (48 T)

17. AUG 2019 • 17:04 FOR ABONNENTER

Tidens tand havde tæret på det gamle tag

17. AUG 2019 • 16:01 FOR ABONNENTER

Endelig fungerer folks dankort altid

17. AUG 2019 • 15:39 FOR ABONNENTER

Anlægsstop dæmper aktiviteten i byggeriet på Bornholm

17. AUG 2019 • 14:19 FOR ABONNENTER

Nedrivning er i høring

17. AUG 2019 • 13:55 FOR ABONNENTER

Sammenstyrtede bygninger bliver fjernet

Mest læste