25. MAR 2019 • 08:19ERHVERV/POLITIK

ATP opfordrer til mådehold på direktionsgangene

Lønninger til topchefer i Danmark vækker opmærksomhed blandt pensionskasserne ATP og PFA.

Efter et par år med lønstigninger i de fleste største danske virksomheder er det på tide at træde på bremsen, mener pensionskassen ATP.



ATP er aktionær i en lang række børsnoterede selskaber såsom Vestas, Pandora og FLSmidth.



Aktiechef i ATP Claus Wiinblad siger til Børsen:



- Vi kan konstatere, at der i de senere år har været en opadgående udvikling i lønniveauet, og det indgår i vores løbende dialog med den enkelte virksomhed.



- Vi mener, at bestyrelserne skal have modet nu til at stoppe den udvikling.



Også hos PFA Pension har lønudviklingen tiltrukket sig opmærksomhed fra koncernens finansdirektør Anders Damgaard.

Han mener som udgangspunkt, at det er vigtigt, at danske selskaber kan tiltrække dygtige topledere.

- Men jeg vil gerne bakke op om ATPs udmelding i den forstand, at der skal være en grænse for, hvor langt man kan gå, siger han til Børsen.

- Hele verden taler om større ulighed, og her er Danmark et forbillede for det modsatte. Men det er som om, at det trækker i den forkerte retning.

PFA har blandt andet ejerandele i Novo Nordisk, Danske Bank og Ørsted.

De to pensionskasser bemærkninger falder, efter at lang række af de selskaber der udgør det toneangivende C25-indeks på Københavns Fondsbørs, de seneste to år har hævet lønnen til topchefen.

Eksempelvis er Carlsberg-topchef Ceest Hart steget fra 36,1 til 52,5 millioner kroner i løn fra 2016 til 2018. Det vil sige en lønstigning på 45,4 procent.



Også i Ambu, DSV, FLSmidth, Genmab, GN Store Nord, Jyske Bank, Novozymes, Simcorp, Sydbank, Tryg og Ørsted er aflønningen til den øverste direktør steget med et tocifret procenttal de seneste to år.

Kritikken lyder, at mens direktørerne stiger i løn, har selskabernes markedsværdi det mindre godt. For aktierne i C25-indekset blev 2018 det værste år siden 2011, skriver Børsen.



/ritzau/

SENESTE ERHVERV/POLITIK

MESTE LÆST ERHVERV/POLITIK (48 T)

Mest læste