23. OKT 2018 • 16:13ERHVERV/POLITIK

Harley-Davidson øger indtjeningen trods kæp i hjulet fra Trump

Motorcykelproducenten Harley-Davidson tjente mere end ventet i tredje kvartal, men salget gik tilbage i USA.

Den amerikanske motorcykelproducent Harley-Davidson tjente mere, end analytikerne havde spået i tredje kvartal.

Det er, på trods af at selskabet rendte ind i en stor udfordring på hjemmemarkedet i USA.



Her solgte Harley-Davidson 36.220 motorcykler i tredje kvartal, fremgår det af selskabets regnskab.



Det er 13,3 procent færre end samme periode sidste år.



Større fald har der ikke været i direkte sammenligning mellem to ens kvartaler i mere end otte år, skriver Ritzau Finans med henvisning til Bloomberg News.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, har tidligere på året været ude med riven efter selskabet.



Præsidenten har på det sociale medie Twitter støttet et boykot af motorcykelproducenten.

Det skete, efter at Harley-Davidson udtrykte intentioner om at flytte noget af sin produktion ud af USA for at undgå negative konsekvenser af handelsspændingerne mellem USA og Europa.

EU hævede tolden på selskabets motorcykler til 31 procent tidligere på året.



Dengang skrev Harley-Davidson i en meddelelse, at den gennemsnitlige pris på en af selskabets motorcykler ville stige med 2200 dollar - svarende til 14.000 kroner - i EU.



Der var dog ingen grus i maskineriet i Europa.



Salget af motorcykler i Europa steg tre procent sammenlignet med samme periode sidste år, og der blev solgt 9239 motorcykler i Europa i kvartalet.

Det samlede salg af motorcykler faldt dog næsten otte procent.



Selskabet indtjening fejlede dog ikke noget.



Harley-Davidson tjente næsten 114 millioner dollar - svarende til 741 millioner kroner - i kvartalet.

Selskabet havde held med et bredere salg af motorcykler, hvoraf flere af modellerne ligger i den dyre ende, skriver Ritzau Finans.

Indtjeningen svarer til et overskud på 0,68 dollar per aktie, hvor analytikerne ifølge Bloomberg News havde regnet med et overskud per aktie på 0,51 dollar, beretter Ritzau Finans.

/ritzau/

SENESTE ERHVERV/POLITIK

MESTE LÆST ERHVERV/POLITIK (48 T)

Mest læste

17. NOV 2018 • 09:33 FOR ABONNENTER

Tiden modarbejder et nyt FC Bornholm

16. NOV 2018 • 18:55 FOR ABONNENTER

Spændende avlshingst flytter til Bornholm

15. NOV 2018 • 16:45 FOR ABONNENTER

Toft tror på titlen