26. SEP 2018 • 07:44ERHVERV/POLITIK

Hvidvasksag koster Danske Bank på kreditvurderingen

Manglende afklaring i Danske Banks rapport om hvidvask giver panderynker hos store kreditvurderingsbureauer.

Tirsdag aften sænkede Standard & Poors udsigterne for Danske Banks kreditvurdering. Tidligere på dagen havde Fitch gjort det samme, og allerede fredag startede Moodys bølgen.

Det sker, efter at Danske Banks store rapport om potentiel hvidvask for milliarder af euro, der er strømmet igennem bankens estiske afdeling, ikke kunne fastslå det reelle omfang af hvidvask.

Og det vækker bekymring hos de store, globale kreditvurderingsbureauer.

- De negative udsigter afspejler de pågående myndighedsundersøgelser af Danske Banks estiske filial og den medfølgende skade på bankens omdømme, skriver Standard & Poors ifølge Ritzau Finans.

Kreditvurderinger er afgørende for, hvor billigt selskaber kan låne.

En god vurdering afspejler en mindre risiko og derfor vil dem, der låner pengene ud, kræve en mindre præmie i form af rente.



Mens alle tre bureauer altså har fastholdt deres relativt solide vurdering af Danske Bank, så er udsigterne sænket til "negative".

Det afspejler, at der er risiko for, at vurderingen bliver sænket.

Danske Bank fortalte sidste onsdag, at der i årene 2007 til 2015 blev ført 200 milliarder euro fra udenlandske kunder gennem den estiske filal, og at man havde identificeret 6200 kunder som mistænkelige. Dog uden at man havde gennemgået alle 15.000 kunder endnu.



At undersøgelsen ikke kunne komme med nogle håndfaste konklusioner giver usikkerhed om eventuelle bødestørrelser og andre sanktioner fra myndigheder i Danmark og udlandet.

- Denne undersøgelse bekræftede, at der var seriøse mangler i bankens kontrol, og at pengestrømme på 200 milliarder euro fra non resident-afdelingen fik lov til at strømme gennem den estiske filial over denne periode (2007-2015), hvoraf en stor del betegnes som mistænkelige, skriver Fitch.



I fredags valgte Moodys at sænke udsigten tilsvarende til "negativ" fra "stabil". Også her blev kreditvurderingen på "A1" gentaget.

Moodys skrev, at blandt andet Danske Banks kapitalforhold og indtjening er forbedret i de seneste år.

Og kreditvurderingsinstituttet anerkendte også, at Danske Bank har strammet op om kontrolfunktioner som følge af hvidvasksagen.

- De negative udsigter reflekterer ikke desto mindre fremtidige risici, som kan opstå som følge af yderligere undersøgelser og bøder fra myndigheder i tillæg til processen med at genskabe tilliden hos kunder, investorer og modparter, lød begrundelsen fra Moodys.

/ritzau/

SENESTE ERHVERV/POLITIK

MESTE LÆST ERHVERV/POLITIK (48 T)

Mest læste

12. OKT 2018 • 18:32 FOR ABONNENTER

Viking og Tejn mødes i første lokale opgør i e-sport

11. OKT 2018 • 14:05 FOR ABONNENTER

Pigefodbold er igen blevet populært på Bornholm