24. SEP 2018 • 14:24ERHVERV/POLITIK

Europæisk tilsyn kræver forklaring af Finanstilsynet

Det europæiske banktilsyn vil have forklaret, hvordan Finanstilsynet har håndteret Danske Banks hvidvasksag.

Den europæiske banktilsynsmyndighed, EBA, varsler Finanstilsynet om, at man vil rette en officiel henvendelse om dets "varetagelse af hvidvasktilsyn".



Det sker efter sagen om Danske Banks potentielle hvidvask af milliarder gennem sin estiske afdeling.

Onsdag præsenterede Danske Bank sin interne rapport om den potentielle hvidvask.



Rapporten afslørede blandt andet, at banken havde misinformeret Finanstilsynet, samt at det estiske finanstilsyn flere gange havde rettet henvendelse til Finanstilsynet.

- Vi kender endnu ikke de præcise detaljer omkring EBAs forespørgsel, men vores forståelse er, at EBA vil fokusere på Finanstilsynets varetagelse af hvidvasktilsynet på koncernniveau og på udvekslingen af information med det estiske finanstilsyn.

- Finanstilsynet er naturligvis parat til at samarbejde fuldt ud med EBA såvel som med andre europæiske institutioner om denne sag og til at redegøre for vores arbejde i relation til hvidvasktilsynet, skriver direktør for Finanstilsynet Jesper Berg i en pressemeddelelse.

På trods af gentagne advarsler og flere dialoger med Danske Bank var det først i 2018, at Finanstilsynet offentliggjorde en stærk kritik af Danske Banks håndtering af hvidvask i den estiske afdeling.

I Danske Banks interne rapport står der, at Finanstilsynet i 2007, 2012 og 2013 henvendte sig til Danske Bank for at få information om de mistænkelige kunder i den estiske filial.



Danske Bank gav ifølge rapporten "betryggende" tilbagemeldinger. I 2007 siger Danske Bank til Finanstilsynet, at et besøg fra det estiske tilsyn ikke har ført til nogen observationer.

- Det havde været mere korrekt at konkludere det modsatte, skriver rapporten om det svar.

Rapporten skriver yderligere, at Danske Bank først i 2015 orienterede Finanstilsynet om, at man havde givet det forkerte oplysninger.



- Vi vil over for EBA understrege, at vi deler opfattelsen af, at problemerne med Danske Banks manglende overholdelse af hvidvaskregler er meget alvorlige, skriver Jesper Berg.



- Vi har tilstræbt at håndtere denne sag professionelt og koordineret med det estiske finanstilsyn, som har ansvaret for tilsynet med hvidvasklovgivningen i Estland.



- Vi går dog åbent ind i en evaluering og vil se på, hvad der kan læres af denne sag, skriver Jesper Berg.

Der er også rejst kritik af, at Henrik Ramlau-Hansen, der var økonomidirektør i Danske Bank fra 2011 til 2016, var øverste ansvarlig i Finanstilsynet frem til 2018.

SFs finansordfører, Lisbeth Bech Poulsen, glæder sig over, at der nu kommer flere øjne på Finanstilsynets ageren.

- Det danske finanstilsyn har ikke været kritisk nok over for den information og de svar, Danske Bank har givet gennem årene, og vi har desuden set tilsynets nu afgåede formand i en uacceptabel dobbeltrolle.



- Derfor er det vigtigt, at også den europæiske bankmyndighed ser på sagen, skriver hun i en pressemeddelelse.



/ritzau/

SENESTE ERHVERV/POLITIK

MESTE LÆST ERHVERV/POLITIK (48 T)

Mest læste